Job 39
1 Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,
E mohiotia ana ranei e koe te wa e whanau ai nga koati mohoao o te kamaka? E kitea putia ana ranei e koe te wa e whakamamae ai nga hata?
2 tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?
E taua ano ranei e koe nga marama e rite ana i a ratou? E mohio ana ranei koe ki te wa e whanau ai ratou?
3 De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,
Tuohu ana ratou, kua puta mai a ratou kuao, akiritia mai ana e ratou o ratou mea whakapouri.
4 Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.
E pai ana te ahua o a ratou kuao, e tupu ana i te parae; ka haere atu ratou, a kahore e hoki mai ano.
5 Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,
Na wai i tuku te kaihe mohoao kia haere noa atu; nga here o te kaihe mohoao, na wai i wewete?
6 som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?
Ko te whare i whakaritea nei e ahau mona, ko te koraha: ko ona nohoanga ko te wahi titiohea.
7 Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;
Whakahaweatia iho e ia te ngangau o te pa; e kore ia e rongo ki te reo o te kaiakiaki.
8 det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.
Ko tona wahi kai kei te tuahiwi o nga maunga, e rapua ana e ia nga mea matomato katoa.
9 Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?
E pai ranei te unikanga kia mahi ki a koe? Kei tau takotoranga kai ranei he moenga mona?
10 Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?
E herea ranei e koe te unikanga ki tona taura i te awa parautanga? E rakarakatia ranei e ia nga raorao me tana whai ano i a koe?
11 Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?
E whakawhirinaki atu ranei koe ki a ia, no te mea e nui ana tona kaha? E whakarerea atu ranei e koe tau mahi mana?
12 Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?
E whakapono atu ranei koe mana au hua e whakahoki mai; mana e kohikohi mai ki tau patunga witi?
13 Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,
E whakamanamana ana te parirau o te otereti; otira he atawhai ano ranei ta ona hou, ta ona raukura?
14 siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,
E whakarerea ana e ia ona hua ki te whenua, whakamahanatia iho e ia ki te puehu,
15 tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?
Wareware ake ia tera pea e pepe i te waewae, e takahia ranei e te kirehe o te parae.
16 Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.
He mea pakeke ia ki ana pi me te mea ehara i a ia: ahakoa ka maumauria tana mahi, kahore ona manawapa;
17 Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.
No te mea i whakakahoretia e te Atua he ngakau mahara mona, kihai hoki i homai he whakaaro ki a ia.
18 Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.
I te wa e maranga ai ia ki runga, whakahaweatia iho e ia te hoiho raua ko tona kaieke.
19 Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke
Nau ranei i hoatu tona kaha ki tae hoiho? Nau ranei tona kaki i whakakakahu ki te huruhuru?
20 og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.
Nau ranei ia i mea kia pekepeke, kia pera me te mawhitiwhiti? He hanga whakawehi te kororia o tona whewhengu.
21 Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;
E hukari ana ia ia te raorao, me te koa ano ki tona kaha: tika tonu ia ki te hunga mau patu.
22 den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;
Whakahawea ana ia ki te wehi, kahore ona mataku; e kore ano ia e nunumi mai i te hoari.
23 Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;
Papa ana te papa pere ki tona taha, te tao e rarapa ana, me te timata.
24 den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;
E horomia ana e ia te whenua, me te ngangau me te riri; kahore ia i te whakapono ko te reo tera o te tetere.
25 et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.
Ka tangi ana te tetere ka mea ia, Ha, ha! I tawhiti ano ka hongia e ia te pakanga, te whatitiri o nga rangatira, me te hamama.
26 Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?
He mohio nou i rere ai te kahu, i roha ai i ona parirau, i anga ai whaka te tonga?
27 Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?
Nau te kupu i kake ai te ekara? i hanga ai e ia tana ohanga ki te wahi tiketike?
28 Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;
Noho ana ia i runga i te kamaka, kei reira tona kainga, kei te kamaka keokeo, kei te pa kaha.
29 den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.
A rapua ana e ia he kai i reira; e kite atu ana ona kanohi i tawhiti.
30 Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!
Horomititia ake ana hoki nga toto e ana pi; a ko te wahi i nga tupapaku, kei reira ano ia.
