Job 39
1 Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,
Numquid nosti tempus partus ibicum in petris, vel parturientes cervas observasti?
2 tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?
Dinumerasti menses conceptus earum, et scisti tempus partus earum?
3 De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,
Incurvantur ad fœtum, et pariunt, et rugitus emittunt.
4 Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.
Separantur filii earum, et pergunt ad pastum: egrediuntur, et non revertuntur ad eas.
5 Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,
Quis dimisit onagrum liberum, et vincula ejus quis solvit?
6 som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?
cui dedi in solitudine domum, et tabernacula ejus in terra salsuginis.
7 Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;
Contemnit multitudinem civitatis: clamorem exactoris non audit.
8 det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.
Circumspicit montes pascuæ suæ, et virentia quæque perquirit.
9 Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?
Numquid volet rhinoceros servire tibi, aut morabitur ad præsepe tuum?
10 Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?
Numquid alligabis rhinocerota ad arandum loro tuo, aut confringet glebas vallium post te?
11 Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?
Numquid fiduciam habebis in magna fortitudine ejus, et derelinques ei labores tuos?
12 Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?
Numquid credes illi quod sementem reddat tibi, et aream tuam congreget?
13 Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,
Penna struthionis similis est pennis herodii et accipitris.
14 siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,
Quando derelinquit ova sua in terra, tu forsitan in pulvere calefacies ea?
15 tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?
Obliviscitur quod pes conculcet ea, aut bestia agri conterat.
16 Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.
Duratur ad filios suos, quasi non sint sui: frustra laboravit, nullo timore cogente.
17 Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.
Privavit enim eam Deus sapientia, nec dedit illi intelligentiam.
18 Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.
Cum tempus fuerit, in altum alas erigit: deridet equum et ascensorem ejus.
19 Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke
Numquid præbebis equo fortitudinem, aut circumdabis collo ejus hinnitum?
20 og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.
Numquid suscitabis eum quasi locustas? gloria narium ejus terror.
21 Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;
Terram ungula fodit; exultat audacter: in occursum pergit armatis.
22 den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;
Contemnit pavorem, nec cedit gladio.
23 Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;
Super ipsum sonabit pharetra; vibrabit hasta et clypeus:
24 den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;
fervens et fremens sorbet terram, nec reputat tubæ sonare clangorem.
25 et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.
Ubi audierit buccinam, dicit: Vah! procul odoratur bellum: exhortationem ducum, et ululatum exercitus.
26 Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?
Numquid per sapientiam tuam plumescit accipiter, expandens alas suas ad austrum?
27 Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?
Numquid ad præceptum tuum elevabitur aquila, et in arduis ponet nidum suum?
28 Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;
In petris manet, et in præruptis silicibus commoratur, atque inaccessis rupibus.
29 den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.
Inde contemplatur escam, et de longe oculi ejus prospiciunt.
30 Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!
Pulli ejus lambent sanguinem: et ubicumque cadaver fuerit, statim adest.
