Job 39
1 Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,
εἰ ἔγνως καιρὸν τοκετοῦ τραγελάφων πέτρας ἐφύλαξας δὲ ὠδῖνας ἐλάφων
2 tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?
ἠρίθμησας δὲ αὐτῶν μῆνας πλήρεις τοκετοῦ ὠδῖνας δὲ αὐτῶν ἔλυσας
3 De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,
ἐξέθρεψας δὲ αὐτῶν τὰ παιδία ἔξω φόβου ὠδῖνας αὐτῶν ἐξαποστελεῖς
4 Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.
ἀπορρήξουσιν τὰ τέκνα αὐτῶν πληθυνθήσονται ἐν γενήματι ἐξελεύσονται καὶ οὐ μὴ ἀνακάμψουσιν αὐτοῖς
5 Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,
τίς δέ ἐστιν ὁ ἀφεὶς ὄνον ἄγριον ἐλεύθερον δεσμοὺς δὲ αὐτοῦ τίς ἔλυσεν
6 som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?
ἐθέμην δὲ τὴν δίαιταν αὐτοῦ ἔρημον καὶ τὰ σκηνώματα αὐτοῦ ἁλμυρίδα
7 Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;
καταγελῶν πολυοχλίας πόλεως μέμψιν δὲ φορολόγου οὐκ ἀκούων
8 det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.
κατασκέψεται ὄρη νομὴν αὐτοῦ καὶ ὀπίσω παντὸς χλωροῦ ζητεῖ
9 Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?
βουλήσεται δέ σοι μονόκερως δουλεῦσαι ἢ κοιμηθῆναι ἐπὶ φάτνης σου
10 Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?
δήσεις δὲ ἐν ἱμᾶσι ζυγὸν αὐτοῦ ἢ ἑλκύσει σου αὔλακας ἐν πεδίῳ
11 Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?
πέποιθας δὲ ἐπ’ αὐτῷ ὅτι πολλὴ ἡ ἰσχὺς αὐτοῦ ἐπαφήσεις δὲ αὐτῷ τὰ ἔργα σου
12 Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?
πιστεύσεις δὲ ὅτι ἀποδώσει σοι τὸν σπόρον εἰσοίσει δέ σου τὸν ἅλωνα
13 Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,
πτέρυξ τερπομένων νεελασα ἐὰν συλλάβῃ ασιδα καὶ νεσσα
14 siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,
ὅτι ἀφήσει εἰς γῆν τὰ ᾠὰ αὐτῆς καὶ ἐπὶ χοῦν θάλψει
15 tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?
καὶ ἐπελάθετο ὅτι ποὺς σκορπιεῖ καὶ θηρία ἀγροῦ καταπατήσει
16 Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.
ἀπεσκλήρυνεν τὰ τέκνα αὐτῆς ὥστε μὴ ἑαυτῇ εἰς κενὸν ἐκοπίασεν ἄνευ φόβου
17 Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.
ὅτι κατεσιώπησεν αὐτῇ ὁ θεὸς σοφίαν καὶ οὐκ ἐμέρισεν αὐτῇ ἐν τῇ συνέσει
18 Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.
κατὰ καιρὸν ἐν ὕψει ὑψώσει καταγελάσεται ἵππου καὶ τοῦ ἐπιβάτου αὐτοῦ
19 Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke
ἦ σὺ περιέθηκας ἵππῳ δύναμιν ἐνέδυσας δὲ τραχήλῳ αὐτοῦ φόβον
20 og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.
περιέθηκας δὲ αὐτῷ πανοπλίαν δόξαν δὲ στηθέων αὐτοῦ τόλμῃ
21 Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;
ἀνορύσσων ἐν πεδίῳ γαυριᾷ ἐκπορεύεται δὲ εἰς πεδίον ἐν ἰσχύι
22 den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;
συναντῶν βέλει καταγελᾷ καὶ οὐ μὴ ἀποστραφῇ ἀπὸ σιδήρου
23 Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;
ἐπ’ αὐτῷ γαυριᾷ τόξον καὶ μάχαιρα
24 den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;
καὶ ὀργῇ ἀφανιεῖ τὴν γῆν καὶ οὐ μὴ πιστεύσῃ ἕως ἂν σημάνῃ σάλπιγξ
25 et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.
σάλπιγγος δὲ σημαινούσης λέγει εὖγε πόρρωθεν δὲ ὀσφραίνεται πολέμου σὺν ἅλματι καὶ κραυγῇ
26 Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?
ἐκ δὲ τῆς σῆς ἐπιστήμης ἕστηκεν ἱέραξ ἀναπετάσας τὰς πτέρυγας ἀκίνητος καθορῶν τὰ πρὸς νότον
27 Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?
ἐπὶ δὲ σῷ προστάγματι ὑψοῦται ἀετός γὺψ δὲ ἐπὶ νοσσιᾶς αὐτοῦ καθεσθεὶς αὐλίζεται
28 Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;
ἐπ’ ἐξοχῇ πέτρας καὶ ἀποκρύφῳ
29 den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.
ἐκεῖσε ὢν ζητεῖ τὰ σῖτα πόρρωθεν οἱ ὀφθαλμοὶ αὐτοῦ σκοπεύουσιν
30 Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!
νεοσσοὶ δὲ αὐτοῦ φύρονται ἐν αἵματι οὗ δ’ ἂν ὦσι τεθνεῶτες παραχρῆμα εὑρίσκονται
