< Job 39 >

1 Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,
Ved du Tiden, naar Stengederne føde? har du taget Vare paa, naar Hinderne ville føde?
2 tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?
Tæller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde?
3 De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,
De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde.
4 Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.
Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem.
5 Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,
Hvo har ladet Vildæselet ud i det frie? og hvo løste Skovæselets Baand,
6 som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?
hvilket jeg har givet den slette Mark til dets Hjem og Saltørkenen til dets Bo.
7 Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;
Det ler ad Stadens Tummel; det hører ikke Driverens Buldren.
8 det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.
Hvad det opsporer paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det grønne.
9 Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?
Mon Enhjørningen har Lyst til at trælle for dig? mon den vil blive Natten over ved din Krybbe?
10 Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?
Kan du tvinge Enhjørningen ved dens Reb til at holde Furen? mon den vil harve Dalene efter dig?
11 Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?
Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor? og kan du overlade den dit Arbejde?
12 Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?
Kan du tro den til, at den vil føre dig din Sæd hjem og samle den hen til din Tærskeplads?
13 Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,
Strudsenes Vinge svinger sig lystigt; mon det er Storkens Vinge og Fjer?
14 siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,
Nej, den overlader sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Støvet,
15 tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?
og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem i Stykker, og et vildt Dyr paa Marken søndertræde dem.
16 Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.
Den handler haardt med sine Unger, som vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgæves, er den uden Frygt.
17 Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.
Thi Gud har ladet den glemme Visdom og har ikke givet den Del i Forstand.
18 Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.
Paa den Tid, naar den svinger sig i Højden, da beler den Hesten og den, der rider paa den.
19 Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke
Kan du give Hesten Styrke eller klæde dens Hals med flagrende Manke?
20 og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.
Kan du gøre, at den springer som Græshoppen? dens prægtige Prusten er forfærdelig.
21 Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;
Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning
22 den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;
Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld.
23 Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;
Pilekoggeret klirrer over den, ja, det blinkende Jern paa Spyd og Glavind.
24 den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;
Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres.
25 et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.
Saa snart Trompeten lyder, siger den: Hui! og lugter Krigen i det fjerne, Fyrsternes Raab og Krigstummelen.
26 Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?
Er det efter din Forstand, at Spurvehøgen flyver, udbreder sine Vinger imod Sønden?
27 Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?
Eller er det efter din Befaling, at Ørnen flyver højt og bygger sin Rede i det høje?
28 Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;
Den bor paa Klippen og bliver der om Natten, paa Tinden af en Klippe og Borg.
29 den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.
Derfra spejder den efter Føde; dens Øjne se ud i det fjerne,
30 Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!
og dens Unger drikke Blod; og hvor der er ihjelslagne, der er den.

< Job 39 >