Job 37
1 Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!
“Yei ma mʼakoma bɔ paripari na ɛbɔ denden pa ara.
2 Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!
Tie! Tie ne nne mmobom, ne hooyɛ a ɛfiri nʼanom reba.
3 Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;
Ɔgyaa nʼanyinam mu wɔ ɔsoro ase nyinaa na ɔma ɛkɔduru asase ano.
4 efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.
Ɛno akyi na ne mmobom no ba; ɔde nne kɛseɛ bobom. Sɛ ɔkasa a, biribiara nsianka no.
5 Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.
Onyankopɔn nne bobom ma no yɛ nwanwa; ɔyɛ nneɛma akɛseɛ a ɛboro yɛn adwene so.
6 Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!"
Ɔka kyerɛ sukyerɛmma sɛ, ‘Tɔ gu asase so,’ ne osutɔ nso sɛ, ‘Yɛ osutɔ kɛseɛ.’
7 For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning.
Sɛdeɛ nnipa a wabɔ wɔn nyinaa bɛhunu nʼadwuma enti, ɔma obiara gyae nʼadwuma.
8 De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:
Wiram mmoa kɔtetɛ; wɔkɔhyehyɛ wɔn abɔn mu.
9 Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.
Ahum tu firi ne pia mu, na awɔ nso firi mframa a ɛrebɔ mu.
10 Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.
Onyankopɔn ahome de nsukyeneeɛ ba, na nsuo hahanaa no kyene.
11 Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;
Ɔde fɔnwuni hyɛ omununkum ma; na ɔtwa nʼanyinam fa mu.
12 det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,
Ɔhyɛ ma wɔkyinkyini fa asase so nyinaa so hyia yɛ deɛ ɔkyerɛ sɛ wɔnyɛ biara.
13 hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.
Ɔde omununkum ba de bɛtwe nnipa aso, anaasɛ ɔma ɛtɔ gu asase so de kyerɛ nʼadɔeɛ.
14 Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!
“Tie yei, Hiob; gyae na dwene Onyankopɔn anwanwadeɛ ho.
15 Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?
Wonim sɛdeɛ Onyankopɔn danedane omununkum, na ɔma anyinam tete firi mu?
16 Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?
Wonim sɛdeɛ omununkum sensɛn ewiem, deɛ ɔyɛ nyansaboakwa no anwanwadeɛ?
17 Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?
Mo a mote fifire wɔ mo ntadeɛ mu ɛberɛ a anafoɔ mframa ma asase no yɛ dinn no,
18 Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?
wobɛtumi aboa no ama watrɛ ewiem, a ɛyɛ dene sɛ kɔbere mfrafraeɛ ahwehwɛ?
19 Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.
“Kyerɛ yɛn deɛ ɛsɛ sɛ yɛka kyerɛ no; yɛrentumi nka yɛn asɛm, ɛsiane sɛ yɛnnim enti.
20 Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?
Ɛsɛ sɛ wɔbɔ Onyankopɔn nkaeɛ sɛ mepɛ sɛ me ne no kasa anaa? Onipa bi wɔ hɔ a ɔbɛpɛ sɛ wɔbɛmene no anaa?
21 Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,
Obiara rentumi nhwɛ owia, sɛdeɛ ɛhyerɛn wɔ ewiem ɛberɛ a mframa abɔ ama ewiem ateɛ.
22 fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,
Ɔfiri atifi fam ba wɔ animuonyam sononko mu; Onyankopɔn ba wɔ surokronkron tumi mu.
23 og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten;
Yɛnhunu Otumfoɔ deɛ, nanso ne tumi yɛ kɛseɛ; nʼatɛntenenee ne teneneeyɛ kɛseɛ akyi mpo ɔnyɛ nhyɛsoɔ.
24 derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.
Ɛno enti nnipa de anidie ma no, na ɔmmu akoma mu anyansafoɔ biara.”
