Job 37
1 Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!
Ta, over dette forfærdes mit Hjerte og farer op fra sit Sted.
2 Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!
Hører, ja hører hans Røsts Drøn og Bulderet, der udgaar af hans Mund.
3 Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;
Han lader det fare ud under al Himmelen og sit Lys over Jordens Flige.
4 efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.
Efter ham brøler Røsten, han tordner med sin Højheds Røst; og han holder dem ikke tilbage, naar hans Røst høres.
5 Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.
Gud tordner vidunderligt med sin Røst; han gør store Ting, og vi kunne ikke kende dem.
6 Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!"
Thi han siger til Sneen: Fald til Jorden! og ligesaa til Regnskyllene, ja til hans Vældes Regnskyl.
7 For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning.
Han forsegler hver Mands Haand, at alle Folk, som ere hans Skabning, skulle kende det.
8 De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:
Da gaa de vilde Dyr i Hule og blive i deres Boliger.
9 Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.
Fra Syden kommer Stormen, og med Nordenvindene kommer Kulden.
10 Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.
Ved Guds Aande kommer Is, og det brede Vand snævres ind.
11 Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;
Ja, med Fugtighed fylder han Skyen; han udbreder sin lysopfyldte Sky.
12 det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,
Og den vender sig i Kredse, alt som han styrer den til dens Gerning, til alt, hvad han byder den, hen over Jordens Kreds:
13 hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.
Enten til Revselse eller til hans Lands Bedste eller til Velgerning lader han den ramme.
14 Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!
Job, vend dine Øren til dette; staa stille og agt paa Guds underfulde Ting!
15 Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?
Ved du, naar Gud tænker derpaa, og naar han lader sin Skys Lys skinne?
16 Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?
Ved du hvorledes Skyerne svæve? de underfulde Ting af ham, som er fuldkommen i al Kundskab?
17 Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?
du, hvis Klæder blive varme, naar han gør Landet lummert fra Sønden?
18 Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?
Udspænder du med ham de øverste Skyer, der ere faste som et støbt Spejl?
19 Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.
Lad os vide, hvad vi skulle sige til ham! vi kunne ikke fremføre noget ud fra Mørket.
20 Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?
Skal det fortælles ham, at jeg taler? eller mon nogen har ønsket, at han maatte blive opslugt?
21 Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,
Og nu, ser man ikke Lyset, som straaler i de øverste Skyer: Saa farer et Vejr frem og renser dem.
22 fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,
Af Norden kommer Guld; over Gud er der forfærdelig Majestæt.
23 og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten;
Den Almægtige, ham kunne vi ikke naa til, ham, som er stor i Kraft; Ret og Retfærdigheds Fylde undertrykker han ikke.
24 derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.
Derfor frygte Folkene ham; han ser ikke til nogen, som er viis i Hjertet.
