Job 37
1 Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!
He dongah ka lungbuei lakueng tih a hmuen lamloh cungpet.
2 Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!
A ol dongkah khoponah te hnatun hnatun. A ka lamloh caitawknah thoeng.
3 Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;
Vaan boeih hmuiah a hlah tih a vangnah loh diklai hmoi duela pawk.
4 efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.
A hnukkah a kawk ol khaw a hoemdamnah ol neh hum tih a ol a yaak vaengah rhaek uelh sak boeh.
5 Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.
Pathen loh a ol neh khobaerhambae a saii khungdaeng tih hum dae m'ming uh moenih.
6 Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!"
Vuelsong neh khotlan khonal te, 'Diklai ah om saeh,’ a ti vaengah khotlan khonal khaw a sarhi tak.
7 For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning.
Amah kutngo hlang boeih ming sak ham hlang boeih kah kut te rhodaek a soei pah.
8 De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:
Te vaengah mulhing khaw a khui la kun tih a khuisaek ah kho a sak.
9 Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.
Cangpalam te imkhui lamloh, khosik te tlangpuei lamloh ha thoeng.
10 Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.
Pathen kah hiil lamloh rhaelnu khaw a khueh tih tui daang mangdaeng mangtok la om.
11 Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;
Khomai te cingtui loh a rhih sak tih cingmai loh amah kah vangnah te a taekyak.
12 det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,
Te khaw diklai kah lunglai hman ah a uen boeih te saii hamla a niing, a niing dongah kuluk la a hil.
13 hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.
Te te caitueng lam khaw, a khohmuen ham khaw, sitlohnah ham khaw a thoeng sak.
14 Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!
Job, he he hnakaeng lah. Pai lamtah Pathen kah khobaerhambae he yakming lah.
15 Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?
Te rhoek soah Pathen loh a khueh tih a cingmai kah vangnah a sae te na ming a?
16 Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?
Poeknah rhuemtuet, mangvawt khomai a haainah te na ming a?
17 Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?
Tuithim loh khohmuen a mong sak vaengah na himbai te aka bae sak,
18 Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?
Hmaidan a hlawn bangla khomong a thah la amah taengah na nulh thai aya?
19 Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.
Amah taengah metla n'thui ham khaw kaimih tueng lah. Hmaisuep hmai ah n'tawn uh thai pawt oe.
20 Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?
Hlang loh a dolh hamla thui cakhaw ka thui bangla amah taengah a tae pa aya?
21 Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,
Tahae ah khaw vangnah a hmuh uh moenih. A aa te khohli loh a yawn tih a caihcil hnukkah khomong dongah tueng.
22 fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,
Tlangpuei lamkah sui te mueithennah rhih om Pathen taengla pawk.
23 og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten;
Tlungthang te thadueng a len dongah a tiktamnah m'hmuh lek moenih. Duengnah khaw a cungkuem dongah hlang a phaep moenih.
24 derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.
Hlang rhoek loh amah te a rhih uh tangloeng dongah lungbuei aka cueih rhoek takuem khaw a sawt moenih,” a ti.
