< Job 36 >
1 Og videre sagde Elihu:
2 Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.
3 Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;
4 thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.
5 Se, Gud forkaster det stive Sind,
6 den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret,
7 fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed.
8 Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd,
9 så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,
10 åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.
11 Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År.
12 Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i Uforstand.
13 Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp;
14 i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod.
15 Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved Trængsel.
16 Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.
17 Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.
18 Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!
19 Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?
20 Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;
21 var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide.
22 Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?
23 Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: "Du gjorde Uret!"
24 Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!
25 Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.
26 Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke fides.
27 Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som Regn,
28 og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk.
29 Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?
30 Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder;
31 Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;
32 han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet;
33 hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.