Job 36
1 Og videre sagde Elihu:
Og Elihu blev ved og sagde:
2 Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.
Bi mig lidt, og jeg vil belære dig, thi her er endnu noget at tale for Gud.
3 Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;
Jeg vil hente min Kundskab langt borte fra og skaffe den, som har skabt mig, Ret.
4 thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.
Thi sandelig, mine Taler ere ikke Løgn; een, som er oprigtig i hvad han ved, er hos dig.
5 Se, Gud forkaster det stive Sind,
Se, Gud er mægtig, og han vil ikke forkaste nogen, han er mægtig i Forstandens Styrke.
6 den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret,
Han lader ikke en ugudelig leve, men skaffer de elendige Ret.
7 fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed.
Han drager ikke sine Øjne bort fra de retfærdige, hos Konger paa Tronen, der sætter han dem evindelig, og de skulle ophøjes.
8 Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd,
Og om de blive bundne i Lænker, blive fangne med Elendigheds Snore,
9 så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,
da forkynder han dem deres Gerninger og deres Overtrædelser, at de vare overmodige;
10 åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.
da aabner han deres Øren for Formaningen og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.
11 Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År.
Dersom de da ville høre og tjene ham, da skulle de ende deres Dage i det gode og deres Aar i Liflighed;
12 Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i Uforstand.
men dersom de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet op opgive Aanden i Uforstand.
13 Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp;
Og de vanhellige af Hjerte nære Vrede, de raabe ej til ham, naar han binder dem.
14 i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod.
Deres Sjæl dør hen i Ungdommen og deres Liv som Skørlevneres.
15 Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved Trængsel.
Han frier en elendig ved hans Elendighed og aabner deres Øre ved Trængsel.
16 Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.
Ogsaa dig leder han ud af Trængselens Strube til det vide Rum, hvor der ikke er snævert; og hvad, som sættes paa dit Bord, er fuldt af Fedme.
17 Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.
Men har du fuldt op af den uretfærdiges Sag, skal Sag og Dom følges ad.
18 Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!
Thi lad ej Vreden forlede dig til Spot og lad ej den store Løsesum forføre dig!
19 Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?
Mon han skulde agte din Rigdom? nej, hverken det skønne Guld eller nogen Magts Styrke!
20 Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;
Du skal ikke hige efter Natten, da Folk borttages fra deres Sted.
21 var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide.
Forsvar dig, at du ikke vender dit Ansigt til Uret; thi denne har du foretrukket fremfor det at lide.
22 Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?
Se, Gud er ophøjet ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han?
23 Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: "Du gjorde Uret!"
Hvo har foreskrevet ham hans Vej? og hvo tør sige: Du har gjort Uret?
24 Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!
Kom i Hu, at du ophøjer hans Gerning, hvilken Folk have besunget;
25 Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.
hvilken alle Mennesker have set, hvilken Mennesket skuer langtfra.
26 Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke fides.
Se, Gud er stor, og vi kunne ikke kende ham, og man kan ikke udgrunde Tallet paa hans Aar.
27 Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som Regn,
Thi han drager Vandets Draaber til sig; gennem hans Dunstkreds beredes de til Regn,
28 og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk.
hvilken Skyerne lade nedflyde, lade neddryppe over mange Mennesker.
29 Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?
Mon ogsaa nogen forstaa hans Skyers Udspænding, hans Hyttes Bragen?
30 Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder;
Se, han udbreder sit Lys om sig og skjuler Havets Rødder.
31 Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;
Thi derved dømmer han Folkene, giver dem Spise i Overflødighed.
32 han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet;
Over sine Hænder dækker han med Lyset, og han giver det Befaling imod den, det skal ramme.
33 hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.
Om ham forkynder hans Torden, ja om ham Kvæget, naar han drager op.
