Job 34
1 Og Elihu tog til Orde og sagde:
Još govori Elijuj i reèe:
2 "Hør mine Ord, I vise, I forstandige Mænd, lån mig Øre!
Èujte, mudri, besjedu moju, i razumni poslušajte me.
3 Thi Øret prøver Ord, som Ganen smager på Mad;
Jer uho poznaje besjedu kao što grlo kuša jelo.
4 lad os udgranske, hvad der er Ret, med hinanden skønne, hvad der er godt!
Razberimo što je pravo, izvidimo meðu sobom što je dobro.
5 Job sagde jo: "Jeg er retfærdig, min Ret har Gud sat til Side;
Jer Jov reèe: pravedan sam, a Bog odbaci moju pravdu.
6 min Ret til Trods skal jeg være en Løgner? Skønt brødefri er jeg såret til Døden!"
Hoæu li lagati za svoju pravdu? strijela je moja smrtna, a bez krivice.
7 Er der mon Mage til Job? Han drikker Spot som Vand,
Koji je èovjek kao Jov da kao vodu pije potsmijeh?
8 søger Selskab med Udådsmænd og Omgang med gudløse Folk!
I da se druži s onima koji èine bezakonje, i da hodi s bezbožnijem ljudima?
9 Thi han sagde: "Det båder ikke en Mand, at han har Venskab med Gud!"
Jer reèe: ne pomaže èovjeku da ugaða Bogu.
10 Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt;
Zato, ljudi razumni, poslušajte me; daleko je od Boga zloæa i nepravda od svemoguæega.
11 nej, han gengælder Menneskets Gerning, handler med Manden efter hans Færd;
Jer po djelu plaæa èovjeku i daje svakome da naðe prema putu svojemu.
12 Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten!
Doista Bog ne radi zlo i svemoguæi ne izvræe pravde.
13 Hvo gav ham Tilsyn med Jorden, hvo vogter, mon hele Verden?
Ko mu je predao zemlju? i ko je uredio vasiljenu?
14 Drog han sin Ånd tilbage og tog sin Ånde til sig igen,
Kad bi na nj okrenuo srce svoje, uzeo bi k sebi duh njegov i dihanje njegovo;
15 da udånded Kødet til Hobe, og atter blev Mennesket Støv!
Izginulo bi svako tijelo, i èovjek bi se povratio u prah.
16 Har du Forstand, så hør derpå, lån Øre til mine Ord!
Ako si dakle razuman, èuj ovo: slušaj glas rijeèi mojih.
17 Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, den Retfærdige, Vældige?
Može li vladati onaj koji mrzi na pravdu? hoæeš li osuditi onoga koji je najpravedniji?
18 Han, som kan sige til Kongen: "Din Usling!" og "Nidding, som du er!" til Stormænd,
Kaže li se caru: nitkove! i knezovima: bezbožnici?
19 som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej heller foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk.
Akamoli onomu koji ne gleda knezovima ko su, niti u njega vrijedi više bogati od siromaha, jer su svi djelo ruku njegovijeh.
20 Brat må de dø, endda midt om Natten; de store slår han til, og borte er de, de vældige fjernes uden Menneskehånd.
Umiru zaèas, i u po noæi uskoleba se narod i propadne, i odnese se jaki bez ruke ljudske.
21 Thi Menneskets Veje er ham for Øje, han skuer alle dets Skridt;
Jer su oèi njegove obraæene na putove èovjeèije i vidi sve korake njegove.
22 der er intet Mørke og intet Mulm, som Udådsmænd kan gemme sig i.
Nema mraka ni sjena smrtnoga gdje bi se sakrili koji èine bezakonje.
23 Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for Gud;
Jer nikome ne odgaða kad doðe da se sudi s Bogom.
24 han knuser de vældige uden Forhør og sætter andre i Stedet.
Satire jake nedokuèljivo, i postavlja druge na njihovo mjesto.
25 Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem;
Jer zna djela njihova, i dok obrati noæ, satru se.
26 for deres Gudløshed slås de sønder, for alles Øjne tugter han dem,
Kao bezbožne razbija ih na vidiku.
27 fordi de veg borf fra ham og ikke regned hans Veje det mindste,
Jer otstupiše od njega i ne gledaše ni na koje putove njegove;
28 så de voldte, at ringe råbte til ham, og han måtte høre de armes Skrig.
Te doðe do njega vika siromahova, i èu viku nevoljnijeh.
29 Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler han sit Åsyn, hvo vil laste ham? Over Folk og Mennesker våger han dog,
Kad on umiri, ko æe uznemiriti? i kad on sakrije lice, ko æe ga vidjeti? i to biva i narodu i èovjeku,
30 for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets Snarer.
Da ne bi carovao licemjer, da ne bi bilo zamke narodu.
31 Siger da en til Gud: "Fejlet har jeg, men synder ej mer,
Zaista, treba kazati Bogu: podnosio sam, neæu više griješiti.
32 jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ej mer!"
A što ne vidim, ti me nauèi; ako sam èinio nepravdu, neæu više.
33 skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, så sig da nu, hvad du ved!
Eda li æe po tebi plaæati, jer tebi nije po volji, jer ti biraš a ne on? Ako znaš što, govori.
34 Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd, der hører mig:
Ljudi æe razumni sa mnom kazati, i mudar æe èovjek pristati,
35 "Job taler ikke med Indsigt, hans Ord er uoverlagte!
Da Jov ne govori razumno, i da rijeèi njegove nijesu mudre.
36 Gid Job uden Ophør må prøves, fordi han svarer som slette Folk!
Oèe moj, neka se Jov iskuša do kraja, što odgovara kao zli ljudi.
37 Thi han dynger Synd på Synd, han optræder hovent iblandt os og fremfører mange Ord imod Gud!"
Jer domeæe na grijeh svoj bezakonje, pljeska rukama meðu nama, i mnogo govori na Boga.
