Job 34
1 Og Elihu tog til Orde og sagde:
Og Elihu tok til ords og sagde:
2 "Hør mine Ord, I vise, I forstandige Mænd, lån mig Øre!
«Vismenner, høyr på ordi mine! Kunnige folk, lyd no på meg!
3 Thi Øret prøver Ord, som Ganen smager på Mad;
For ordi prøver ein med øyro, som ein med gomen maten smakar.
4 lad os udgranske, hvad der er Ret, med hinanden skønne, hvad der er godt!
So lat oss no det rette velja og saman finna ut det gode!
5 Job sagde jo: "Jeg er retfærdig, min Ret har Gud sat til Side;
For Job hev sagt: «Eg skuldfri er; min rett hev Gud ifrå meg teke;
6 min Ret til Trods skal jeg være en Løgner? Skønt brødefri er jeg såret til Døden!"
tråss i min rett, stend eg som ljugar, uskuldig fekk eg ulivssår.»
7 Er der mon Mage til Job? Han drikker Spot som Vand,
Finst det vel nokon mann som Job? som gløyper hædings ord som vatn,
8 søger Selskab med Udådsmænd og Omgang med gudløse Folk!
som held med illgjerdsmenner lag, hev umgang med gudlause folk?
9 Thi han sagde: "Det båder ikke en Mand, at han har Venskab med Gud!"
For han hev sagt: «Kva gagnar det ein mann å vera ven med Gud?»
10 Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt;
Difor, de menn med vit, høyr meg! D’er langt frå Gud å vera gudlaus, frå Allvalds-Gud å gjera urett.
11 nej, han gengælder Menneskets Gerning, handler med Manden efter hans Færd;
Han løner mannen for hans gjerd, fer med han etter all hans ferd.
12 Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten!
Nei, urettferdig er’kje Gud, og Allvald krenkjer ikkje retten.
13 Hvo gav ham Tilsyn med Jorden, hvo vogter, mon hele Verden?
Kven let vel honom styra jordi? Og kven hev grunna jordheims-kringen?
14 Drog han sin Ånd tilbage og tog sin Ånde til sig igen,
Um han på seg åleine tenkte og drog sin ande til seg att,
15 da udånded Kødet til Hobe, og atter blev Mennesket Støv!
då gjekk alt livande til grunns, og menneskja vart atter mold.
16 Har du Forstand, så hør derpå, lån Øre til mine Ord!
Um du er klok, so høyr på dette, og lyd på ljoden av mitt ord!
17 Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, den Retfærdige, Vældige?
Kann ein som hatar retten, styra? Fordømer du den allrettvise?
18 Han, som kan sige til Kongen: "Din Usling!" og "Nidding, som du er!" til Stormænd,
Kann ein til kongen segja: «Niding!» Og til dei megtige: «Du brotsmann?»
19 som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej heller foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk.
Til han som ei gjer skil på fyrstar, og ikkje vyrder rik mot fatig. Av di hans hand hev skapt deim alle?
20 Brat må de dø, endda midt om Natten; de store slår han til, og borte er de, de vældige fjernes uden Menneskehånd.
Dei andast brått og midt um natti, eit folk avjagast og kverv burt, stormenn forgjengst i hjelpeløysa.
21 Thi Menneskets Veje er ham for Øje, han skuer alle dets Skridt;
Hans augo ser til mannsens ferd, han skodar kvart eit stig han tek;
22 der er intet Mørke og intet Mulm, som Udådsmænd kan gemme sig i.
det finst’kje skugge eller myrker der illgjerdsmenn kann løyna seg.
23 Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for Gud;
Han tarv’kje lenge sjå på mannen fyrr han lyt møta Gud til doms.
24 han knuser de vældige uden Forhør og sætter andre i Stedet.
Han utan forhøyr storfolk krasar og andre set i deira stad.
25 Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem;
Han kjennar heile deira verk og gjev um natti deim til tyning.
26 for deres Gudløshed slås de sønder, for alles Øjne tugter han dem,
Han tuktar deim som illgjerdsmenner, ein stad der alle kann det sjå,
27 fordi de veg borf fra ham og ikke regned hans Veje det mindste,
dei som hev vike burt frå han og ikkje hev hans vegar fylgt -
28 så de voldte, at ringe råbte til ham, og han måtte høre de armes Skrig.
so han kann høyra armods klaga og jammerskrik frå undertrykte.
29 Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler han sit Åsyn, hvo vil laste ham? Over Folk og Mennesker våger han dog,
Fær han det stilt, kven vil fordøma? Løyner han seg - kven kann då sjå han? - for folkemugen og for mannen,
30 for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets Snarer.
so ikkje gudlaus mann skal råda og vera snaror yver folket.
31 Siger da en til Gud: "Fejlet har jeg, men synder ej mer,
For segjer ein vel so til Gud: «Ovmodigt hev eg bore meg; eg vil ikkje lenger vera vond.
32 jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ej mer!"
Vis du meg det eg ikkje ser! hev eg gjort synd, vil eg snu um?»
33 skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, så sig da nu, hvad du ved!
Skal han då straffa som du tykkjer? D’er du som er den misnøgde; so lyt du velja, ikkje eg; og du fær segja det du veit.
34 Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd, der hører mig:
Dei kloke folk vil segja til meg, og kvar ein vismann som meg høyrer:
35 "Job taler ikke med Indsigt, hans Ord er uoverlagte!
«Job talar ikkje med forstand hans ord er utan ettertanke.»
36 Gid Job uden Ophør må prøves, fordi han svarer som slette Folk!
Gjev Job må allstødt verta prøvd for sine svar på nidings vis!
37 Thi han dynger Synd på Synd, han optræder hovent iblandt os og fremfører mange Ord imod Gud!"
For han legg brotsverk til si synd og ber seg vyrdlaust millom oss, og talar mange ord mot Gud.»
