Job 32
1 Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne,
Dei tri mennerne svara ikkje Job meir, av di han heldt seg sjølv for rettferdig.
2 blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams Slægt. På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud,
Men då loga harmen upp hjå Elihu, son åt Barak’el, buziten, av Rams-ætti. Han vart harm på Job, av di han heldt seg sjølv rettferdigare enn Gud.
3 og på hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig.
Han harmast og på dei tri venerne, av di dei ikkje kunde finna noko svar, og endå dømde Job skuldig.
4 Elihu havde ventet, så længe de talte med Job, fordi de var ældre end han;
For Elihu hadde venta med å tala til Job, av di dei andre var eldre enn han;
5 men da han så, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;
men då Elihu såg at dei tri mennerne ikkje hadde noko å svara, vart han brennande harm.
6 og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden;
Og Elihu, son åt Barak’el, buziten, tok til ords og sagde: «Ung er eg etter år å rekna; de derimot er gamle menn. Difor eg blygdest og var rædd å segja til dykk det eg veit.
7 jeg tænkte: "Lad Alderen tale og Årenes Mængde kundgøre Visdom!"
Eg tenkte: «Åri tala lyt og alderen forkynna visdom.»
8 Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Ånde giver dem Indsigt;
Nei, ånd lyt til hjå menneski; og Allvalds ande gjev deim vit.
9 de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er;
Dei gamle er’kje alltid vise, kvithærde veit’kje stødt det rette.
10 derfor siger jeg: Hør mig, lad også mig komme frem med min Viden!
Difor eg segjer: Høyr på meg; eg vil og segja det eg veit.
11 Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord;
Eg venta hev på dykkar ord og lydde vel på dykkar lærdom, alt med de leita etter ord.
12 jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar på hans Ord.
Og eg gav nøgje agt på dykk, men ingen sagde Job imot, ingen av dykk gav honom svar.
13 Sig nu ikke: "Vi stødte på Visdom, Gud må fælde ham, ikke et Menneske!"
Seg ikkje: «Visdom der me fann; Gud slå han ned, folk kann det ikkje.»
14 Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham.
Han hev’kje tala imot meg, og ei med dykkar ord eg svarar.
15 De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.
Dei er forstøkte, svarar ikkje, dei vantar ord å føra fram.
16 Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et Ord?
Treng eg vel venta når dei tegjer og stend der reint forutan svar?
17 Også jeg vil svare min Del, også jeg vil frem med min Viden!
Eg vil og svara, eg for meg, eg vil og segja det eg veit.
18 Thi jeg er fuld af Ord, Ånden i mit Bryst trænger på;
For eg er full av ord til svars; i bringa sprengjer åndi på.
19 som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges;
Mitt indre er som innstengd vin, lik nye vinhit vil det sprengjast.
20 tale vil jeg for at få Luft, åbne mine Læber og svare.
Eg tala vil so eg fær luft, vil opna lipporne og svara.
21 Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen;
Eg ikkje tek parti for nokon og smeikjer ei for nokor mann;
22 thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort!
å smeikja kann eg ikkje med; min skapar elles burt meg reiv.
