Job 31
1 Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;
En pakt hadde jeg gjort med mine øine, at jeg ikke skulde se på en jomfru.
2 hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?
Hvad lodd vilde jeg ellers få av Gud i himmelen, eller hvad arv av den Allmektige i det høie?
3 Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang?
Rammer ikke fordervelse den urettferdige, og ulykke dem som gjør det onde?
4 Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?
Ser ikke han mine veier, og teller han ikke alle mine skritt?
5 Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig
Dersom jeg har faret frem med falskhet, og min fot har hastet til svik
6 på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld
- la Gud veie mig på rettferds vektskål, og han skal se at jeg er uten skyld -
7 er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,
dersom mine skritt har bøid av fra veien, og mitt hjerte har fulgt mine øine, og dersom der er nogen flekk på mine hender,
8 da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!
gid da en annen må ete det jeg har sådd, og gid det jeg har plantet, må rykkes op med rot!
9 Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,
Dersom mitt hjerte har latt sig dåre for en kvinnes skyld, og jeg har luret ved min næstes dør,
10 så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!
gid da min hustru må male korn for en annen, og andre menn bøie sig over henne!
11 Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten,
For slikt er en skjenselsdåd, det er en misgjerning, hjemfalt til dom;
12 ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!
det er en ild som fortærer like til avgrunnen; alt mitt gods skulde den gjøre ende på.
13 Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig,
Har jeg krenket min træls og min trælkvinnes rett, når de hadde nogen trette med mig?
14 hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter?
Hvad skulde jeg da gjøre om Gud stod op, og hvad skulde jeg svare ham om han gransket saken?
15 Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?
Har ikke han som skapte mig i mors liv, skapt også dem, og har ikke en og den samme dannet oss i mors liv?
16 Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,
Har jeg nektet fattigfolk det de ønsket, og latt enkens øine tæres bort?
17 var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf
Har jeg ett mitt brød alene, så den farløse ikke fikk ete av det?
18 nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.
Nei, fra min ungdom av vokste han op hos mig som hos en far, og fra min mors liv av førte jeg henne ved hånden.
19 Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe
Har jeg kunnet se en ulykkelig uten klær eller en fattig uten et plagg å ha på sig?
20 visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam.
Måtte ikke hans lender velsigne mig, fordi han fikk varme sig med ull av mine får?
21 Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten,
Har jeg løftet min hånd mot den farløse, fordi jeg var viss på å få medhold i retten?
22 så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!
Gid da min skulder må falle fra sitt ledd, og min arm bli brutt løs fra sin skål!
23 Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet!
For Guds straff fylte mig med redsel, og mot hans velde maktet jeg intet.
24 Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,
Har jeg satt mitt håp til gullet og sagt til gullklumpen: Du er min tillit?
25 var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget,
Har jeg gledet mig fordi min rikdom blev stor, og fordi min hånd vant mig meget gods?
26 så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne,
Når jeg så sollyset, hvorledes det strålte, og månen, hvor herlig den skred frem,
27 og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd
blev da mitt hjerte dåret i lønndom, så jeg sendte dem håndkyss?
28 også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.
Nei, også det vilde være en misgjerning, hjemfalt til dom; for da hadde jeg fornektet Gud i det høie.
29 Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld
Har jeg gledet mig ved min fiendes uferd og jublet når ulykken rammet ham?
30 nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl.
Nei, jeg tillot ikke min munn å synde ved å forbanne ham og ønske ham døden.
31 Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord"
Må ikke mine husfolk vidne at enhver fikk mette sig ved mitt bord?
32 nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd.
Aldri måtte en fremmed ligge utenfor mitt hus om natten; jeg åpnet mine dører for den veifarende.
33 Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet
Har jeg, som mennesker pleier, skjult mine synder og dulgt min misgjerning i min barm,
34 af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed!
fordi jeg fryktet den store mengde og var redd for de fornemme slekters forakt, så jeg tidde stille og ikke gikk ut av min dør?
35 Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!
Å, om jeg hadde nogen som vilde høre på mig! Se, her er min underskrift, la den Allmektige svare mig! Å, om jeg hadde det skrift min motpart har satt op!
36 Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,
Sannelig, jeg skulde ta det på min skulder, jeg skulde feste det til mitt hode som en krone;
37 svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.
jeg skulde gjøre ham regnskap for alle mine skritt, som en fyrste skulde jeg møte ham.
38 Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde,
Dersom min aker skriker over mig, og alle dens furer gråter,
39 har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,
dersom jeg har fortæret dens grøde uten betaling og utslukket dens eiers liv,
40 så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.
gid det da må vokse torner på min aker istedenfor hvete og ugress istedenfor bygg! Her ender Jobs ord.
