Job 31
1 Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;
| בְּרִית כָּרַתִּי לְעֵינָי וּמָה אֶתְבּוֹנֵן עַל־בְּתוּלָֽה׃ |
2 hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?
| וּמֶה ׀ חֵלֶק אֱלוֹהַּ מִמָּעַל וְֽנַחֲלַת שַׁדַּי מִמְּרֹמִֽים׃ |
3 Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang?
| הֲלֹא־אֵיד לְעַוָּל וְנֵכֶר לְפֹעֲלֵי אָֽוֶן׃ |
4 Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?
| הֲלֹא־הוּא יִרְאֶה דְרָכָי וְֽכָל־צְעָדַי יִסְפּֽוֹר׃ |
5 Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig
| אִם־הָלַכְתִּי עִם־שָׁוְא וַתַּחַשׁ עַל־מִרְמָה רַגְלִֽי׃ |
6 på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld
| יִשְׁקְלֵנִי בְמֹאזְנֵי־צֶדֶק וְיֵדַע אֱלוֹהַּ תֻּמָּתִֽי׃ |
7 er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,
| אִם תִּטֶּה אַשֻּׁרִי מִנִּי הַדָּרֶךְ וְאַחַר עֵינַי הָלַךְ לִבִּי וּבְכַפַּי דָּבַק מֻאֽוּם׃ |
8 da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!
| אֶזְרְעָה וְאַחֵר יֹאכֵל וְֽצֶאֱצָאַי יְשֹׁרָֽשׁוּ׃ |
9 Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,
| אִם־נִפְתָּה לִבִּי עַל־אִשָּׁה וְעַל־פֶּתַח רֵעִי אָרָֽבְתִּי׃ |
10 så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!
| תִּטְחַן לְאַחֵר אִשְׁתִּי וְעָלֶיהָ יִכְרְעוּן אֲחֵרִֽין׃ |
11 Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten,
| כִּי־הוא הִיא זִמָּה והיא וְהוּא עָוֺן פְּלִילִֽים׃ |
12 ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!
| כִּי אֵשׁ הִיא עַד־אֲבַדּוֹן תֹּאכֵל וּֽבְכָל־תְּבוּאָתִי תְשָׁרֵֽשׁ׃ |
13 Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig,
| אִם־אֶמְאַס מִשְׁפַּט עַבְדִּי וַאֲמָתִי בְּרִבָם עִמָּדִֽי׃ |
14 hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter?
| וּמָה אֶֽעֱשֶׂה כִּֽי־יָקוּם אֵל וְכִֽי־יִפְקֹד מָה אֲשִׁיבֶֽנּוּ׃ |
15 Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?
| הֲֽלֹא־בַבֶּטֶן עֹשֵׂנִי עָשָׂהוּ וַיְכֻנֶנּוּ בָּרֶחֶם אֶחָֽד׃ |
16 Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,
| אִם־אֶמְנַע מֵחֵפֶץ דַּלִּים וְעֵינֵי אַלְמָנָה אֲכַלֶּֽה׃ |
17 var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf
| וְאֹכַל פִּתִּי לְבַדִּי וְלֹא־אָכַל יָתוֹם מִמֶּֽנָּה׃ |
18 nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.
| כִּי מִנְּעוּרַי גְּדֵלַנִי כְאָב וּמִבֶּטֶן אִמִּי אַנְחֶֽנָּה׃ |
19 Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe
| אִם־אֶרְאֶה אוֹבֵד מִבְּלִי לְבוּשׁ וְאֵין כְּסוּת לָאֶבְיֽוֹן׃ |
20 visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam.
| אִם־לֹא בֵרֲכוּנִי חלצו חֲלָצָיו וּמִגֵּז כְּבָשַׂי יִתְחַמָּֽם׃ |
21 Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten,
| אִם־הֲנִיפוֹתִי עַל־יָתוֹם יָדִי כִּֽי־אֶרְאֶה בַשַּׁעַר עֶזְרָתִֽי׃ |
22 så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!
| כְּתֵפִי מִשִּׁכְמָה תִפּוֹל וְאֶזְרֹעִי מִקָּנָה תִשָּׁבֵֽר׃ |
23 Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet!
| כִּי פַחַד אֵלַי אֵיד אֵל וּמִשְּׂאֵתוֹ לֹא אוּכָֽל׃ |
24 Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,
| אִם־שַׂמְתִּי זָהָב כִּסְלִי וְלַכֶּתֶם אָמַרְתִּי מִבְטַחִֽי׃ |
25 var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget,
| אִם־אֶשְׂמַח כִּי־רַב חֵילִי וְכִֽי־כַבִּיר מָצְאָה יָדִֽי׃ |
26 så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne,
| אִם־אֶרְאֶה אוֹר כִּי יָהֵל וְיָרֵחַ יָקָר הֹלֵֽךְ׃ |
27 og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd
| וַיִּפְתְּ בַּסֵּתֶר לִבִּי וַתִּשַּׁק יָדִי לְפִֽי׃ |
28 også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.
| גַּם־הוּא עָוֺן פְּלִילִי כִּֽי־כִחַשְׁתִּי לָאֵל מִמָּֽעַל׃ |
29 Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld
| אִם־אֶשְׂמַח בְּפִיד מְשַׂנְאִי וְהִתְעֹרַרְתִּי כִּֽי־מְצָאוֹ רָֽע׃ |
30 nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl.
| וְלֹא־נָתַתִּי לַחֲטֹא חִכִּי לִשְׁאֹל בְּאָלָה נַפְשֽׁוֹ׃ |
31 Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord"
| אִם־לֹא אָמְרוּ מְתֵי אָהֳלִי מִֽי־יִתֵּן מִבְּשָׂרוֹ לֹא נִשְׂבָּֽע׃ |
32 nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd.
| בַּחוּץ לֹא־יָלִין גֵּר דְּלָתַי לָאֹרַח אֶפְתָּֽח׃ |
33 Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet
| אִם־כִּסִּיתִי כְאָדָם פְּשָׁעָי לִטְמוֹן בְּחֻבִּי עֲוֺֽנִי׃ |
34 af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed!
| כִּי אֶֽעֱרוֹץ ׀ הָמוֹן רַבָּה וּבוּז־מִשְׁפָּחוֹת יְחִתֵּנִי וָאֶדֹּם לֹא־אֵצֵא פָֽתַח׃ |
35 Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!
| מִי יִתֶּן־לִי ׀ שֹׁמֵעַֽ לִי הֶן־תָּוִי שַׁדַּי יַעֲנֵנִי וְסֵפֶר כָּתַב אִישׁ רִיבִֽי׃ |
36 Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,
| אִם־לֹא עַל־שִׁכְמִי אֶשָּׂאֶנּוּ אֶֽעֶנְדֶנּוּ עֲטָרוֹת לִֽי׃ |
37 svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.
| מִסְפַּר צְעָדַי אַגִּידֶנּוּ כְּמוֹ־נָגִיד אֲקָרֲבֶֽנּוּ׃ |
38 Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde,
| אִם־עָלַי אַדְמָתִי תִזְעָק וְיַחַד תְּלָמֶיהָ יִבְכָּיֽוּן׃ |
39 har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,
| אִם־כֹּחָהּ אָכַלְתִּי בְלִי־כָסֶף וְנֶפֶשׁ בְּעָלֶיהָ הִפָּֽחְתִּי׃ |
40 så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.
| תַּחַת חִטָּה ׀ יֵצֵא חוֹחַ וְתַֽחַת־שְׂעֹרָה בָאְשָׁה תַּמּוּ דִּבְרֵי אִיּֽוֹב׃ |
