Job 31
1 Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;
“I made a covenant for my eyes, And how do I attend to a virgin?
2 hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?
And what [is] the portion of God from above? And the inheritance of the Mighty from the heights?
3 Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang?
Is not calamity to the perverse? And strangeness to workers of iniquity?
4 Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?
Does He not see my ways, And number all my steps?
5 Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig
If I have walked with vanity, And my foot hurries to deceit,
6 på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld
He weighs me in righteous balances, And God knows my integrity.
7 er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,
If my step turns aside from the way, And my heart has gone after my eyes, And blemish has cleaved to my hands,
8 da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!
Let me sow—and another eat, And let my products be rooted out.
9 Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,
If my heart has been enticed by a woman, And I laid wait by the opening of my neighbor,
10 så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!
Let my wife grind to another, And let others bend over her.
11 Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten,
For it [is] a wicked thing, and a judicial iniquity;
12 ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!
For it [is] a fire, it consumes to destruction, And takes root among all my increase,
13 Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig,
If I despise the cause of my manservant, And of my handmaid, In their contending with me,
14 hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter?
Then what do I do when God arises? And when He inspects, What do I answer Him?
15 Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?
Did He that made me in the womb not make him? Indeed, One prepares us in the womb.
16 Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,
If I withhold the poor from pleasure, And consume the eyes of the widow,
17 var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf
And I eat my morsel by myself, And the orphan has nothing [to] eat of it,
18 nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.
(But from my youth He grew up with me as [with] a father, And from the belly of my mother I am led),
19 Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe
If I see [any] perishing without clothing, And there is no covering for the needy,
20 visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam.
If his loins have not blessed me, And from the fleece of my sheep He does not warm himself,
21 Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten,
If I have waved my hand at the fatherless, When I see [him] in the gate of my court,
22 så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!
Let my shoulder fall from its blade, And the bone from my arm be broken.
23 Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet!
For calamity [from] God [is] a dread to me, And because of His excellence I am not able.
24 Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,
If I have made gold my confidence, And to the pure gold have said, My trust;
25 var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget,
If I rejoice because my wealth [is] great, And because my hand has found abundance,
26 så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne,
If I see the light when it shines, And the precious moon walking,
27 og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd
And my heart is enticed in secret, And my hand kisses my mouth,
28 også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.
It also [is] a judicial iniquity, For I had lied to God above.
29 Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld
If I rejoice at the ruin of my hater, And stirred up myself when evil found him,
30 nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl.
Indeed, I have not permitted my mouth to sin, To ask with an oath his life.
31 Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord"
If not, say, O men of my tent: O that we had of his flesh, we are not satisfied.
32 nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd.
A stranger does not lodge in the street, I open my doors to the traveler.
33 Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet
If I have covered my transgressions as Adam, To hide my iniquity in my bosom,
34 af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed!
Because I fear a great multitude, And the contempt of families frightens me, Then I am silent, I do not go out of the opening.
35 Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!
Who gives to me a hearing? Behold, my mark. The Mighty One answers me, And my adversary has written a bill.
36 Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,
If not—on my shoulder I take it up, I bind it [as] a crown on myself.
37 svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.
The number of my steps I tell Him, As a leader I approach Him.
38 Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde,
If my land cries out against me, And together its furrows weep,
39 har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,
If I consumed its strength without money, And the life of its possessors, I have caused to breathe out,
40 så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.
Instead of wheat let a thorn go forth, And instead of barley a useless weed!” The words of Job are finished.
