Job 30
1 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
“Nanso mprempren wɔserew me, nnipa a manyin sen wɔn, na wɔn agyanom mfata sɛ wɔne me nguan ho akraman tena.
2 Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
Mfaso bɛn na wɔn nsa mu ahoɔden wɔ ma me, bere a wɔn ahoɔden afi wɔn mu?
3 tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
Ohia ne ɔkɔm ama wɔn ho atetew, wɔnantew asase kesee ne asase bonin so anadwo.
4 og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
Wɔboaboaa nkyenhaban ano wɔ nkyɛkyerɛ mu, na wɔde sare so nnua ntin yɛɛ wɔn aduan.
5 Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
Wɔn mfɛfo pam wɔn fii wɔn mu, na wohuroo wɔn sɛ akorɔmfo.
6 De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
Wɔhyɛɛ wɔn ma wɔtenaa suka a emu awo, abotan ne fam ntokuru mu,
7 De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
wosuu sɛ mfurum wɔ wuram na wɔfofɔree so wɔ ɔdɔtɔ ase.
8 en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
Kuw a wɔmfra na wonni din, wɔpam wɔn fii asase no so.
9 Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
“Na nnɛ yi wɔn mmabarima de dwom bɔ me akutia; mayɛ abusude wɔ wɔn mu.
10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
Wokyi me na wontwiw mmɛn me; wɔmmfɛre sɛ wɔtete ntasu gu mʼanim.
11 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
Afei a Onyankopɔn abubu me tadua na ɔde amanehunu aba me so yi, wɔyɛ nea wɔpɛ wɔ mʼanim.
12 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
Abusuakuw no tow hyɛ me so wɔ me nifa so; wosum mʼanan mfiri, na wosisi mpie tia me.
13 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
Wosisiw mʼakwan; na wonya me sɛe me na obiara mmoa me.
14 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
Wɔba te sɛ nea wofi ntokuru a ano abae mu; wɔnam mmubui no mu munumunum ba.
15 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
Ahunahuna ma me ho dwiriw me; mʼanuonyam atu kɔ sɛnea mframa abɔ agu, me bammɔ atu ayera sɛ omununkum.
16 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
“Na mprempren, me nkwa resa; na amanehununna akyekyere me.
17 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
Anadwo wowɔ me nnompe mu; ɔyaw a ɛwe me no nnyae.
18 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
Onyankopɔn fi ne tumi mu yɛ sɛ adurade ma me; omia me te sɛ mʼatade kɔn.
19 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
Ɔtow me kyene dontori mu na ɔma me yɛ sɛ mfutuma ne nsõ.
20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
“Onyankopɔn, misu mefrɛ wo, nanso wummua me. Mesɔre gyina, nanso wohwɛ me kɛkɛ.
21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
Woba me so anibere so; wode wʼabasa mu tumi tow hyɛ me so.
22 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
Wuhwim me na wode mframa pia me; wudenkyidenkyi me wɔ ahum mu.
23 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
Minim sɛ wode me bɛkɔ owu mu, faako a woahyɛ ama ateasefo nyinaa no.
24 Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
“Ampa ara obiara mfa ne nsa nka onipa a ɔrebrɛ bere a ɔresu pɛ mmoa wɔ nʼamanehunu mu.
25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
Mansu amma wɔn a wɔwɔ ɔhaw mu ana? Me kra werɛ anhow amma ahiafo ana?
26 Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
Nanso bere a mʼani da papa so no, bɔne bae; bere a mepɛɛ hann no sum na edurui.
27 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
Me yafunu mu a ɛwowɔ me no nnyae da; na nna a amanehunu wɔ mu da mʼanim.
28 trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
Menenam a mabiri, nanso ɛnyɛ sɛ owia na ahyew me; migyina aguabɔbea na misu pɛ mmoa.
29 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
Madan nnompo nuabarima, me ne mpatu na ɛbɔ.
30 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
Me honam ani biri na ehuanhuan; atiridii ama me ho adɔ.
31 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
Me sanku bɔ kwadwom, na mʼatɛntɛbɛn ma agyaadwotwa nnyigyei.
