Job 30
1 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
Toda sedaj me imajo tisti, ki so mlajši od mene, v posmeh, katerih očete bi preziral, da jih postavim s psi svojega tropa.
2 Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
Da, kako naj mi moč njihovih rok koristi, zrelost je odšla od njih?
3 tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
Zaradi potrebe in lakote so bili osamljeni. Bežijo v divjino, v prejšnjem času zapuščeno in opustošeno.
4 og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
Ki sekajo egiptovsko špinačo pri grmih in brinove korenine so njihova hrana.
5 Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
Pregnani so bili izmed ljudi (za njimi so vpili kakor za tatom),
6 De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
da prebivajo v pečinah dolin, v zemeljskih votlinah in v skalah.
7 De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
Med grmovjem so rigali, pod koprivami so bili zbrani skupaj.
8 en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
Bili so otroci bedakov, da, otroci nizkotnih mož, bili so zlobnejši kakor zemlja.
9 Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
Sedaj sem njihova pesem, da, jaz sem njihova tarča posmeha.
10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
Prezirajo me, bežijo daleč od mene in ne prizanašajo mi pljunka v moj obraz.
11 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
Ker je odvezal mojo vrvico in me prizadel, so tudi oni popustili uzdo pred menoj.
12 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
Na moji desni roki vstaja mladina. Moja stopala odrivajo in zoper mene so dvignili poti svojega uničenja.
13 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
Škodujejo moji stezi, postavili so mojo katastrofo, nobenega pomočnika nimajo.
14 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
Prišli so nadme kakor [skozi] široko vrzel vodá. V opustošenju so se zgrnili nadme.
15 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
Strahote so se zgrnile nadme. Mojo dušo zasledujejo kakor veter in moja blaginja mineva kakor oblak.
16 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
Sedaj je moja duša izlita nadme, polastili so se me dnevi stiske.
17 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
Moje kosti so prebodene v meni v nočnem obdobju in moje kite nimajo počitka.
18 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
Z veliko silo moje bolezni je moja obleka spremenjena; naokoli me veže kakor ovratnik mojega plašča.
19 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
Vrgel me je v blato in postal sem podoben prahu in pepelu.
20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
Kličem k tebi, ti pa me ne slišiš. Vstanem, ti pa se ne oziraš name.
21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
Do mene si postal krut; s svojo močno roko se nastrojuješ zoper mene.
22 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
Vzdiguješ me k vetru, povzročaš mi, da jaham na njem in raztapljaš moje imetje.
23 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
Kajti vem, da me boš privedel k smrti in k hiši, določeni za vse živeče.
24 Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
Vendar svoje roke ne bo iztegnil h grobu, čeprav v svojem uničenju kričijo.
25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
Mar nisem jokal zaradi tistega, ki je bil v stiski? Mar ni moja duša žalovala za ubogim?
26 Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
Ko sem gledal za dobrim, potem je prišlo k meni zlo. Ko pa sem pričakoval svetlobo, je prišla tema.
27 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
Moja notranjost vre in ne počiva. Dnevi stiske so me ovirali.
28 trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
Odšel sem žalujoč brez sonca. Vstal sem in klical v skupnosti.
29 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
Brat sem zmajem in družabnik sovam.
30 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
Moja koža na meni je črna in moje kosti gorijo zaradi vročine.
31 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
Tudi moja harfa je obrnjena v žalovanje in moja piščal v glas tistih, ki jokajo.
