Job 30

1 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.

Men no er eg til spott for deim som yngre er av år enn eg; eg deira feder ikkje fann verdige plass hjå gjætarhunden.

2 Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,

Magtlause er og deira hender, og deira saft og kraft er burte;

3 tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark

Dei magre er av naud og svolt, dei gneg i turre øydemarki som alt i går var reine audni,

4 og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.

og plukkar melde millom kjørri og hev til føda einerot.

5 Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.

Frå folket vert dei jaga burt, fær tjuvemann slengt etter seg.

6 De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.

Dei gøymer seg i fæle gil, i holor uti jord og fjell;

7 De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,

og millom buskor skrålar dei og samlast under netlerunnar;

8 en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.

ei ætt av dårar og namnlause som ein helst piskar ut or landet.

9 Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;

No er eg slengjestev for deim, eit ordtak hev for deim eg vorte.

10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.

Dei styggjest ved meg, held seg burte og sparer ei å sputta på meg.

11 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.

Utan all blygd dei krenkjer meg, hiv av kvart band framfor mi åsyn.

12 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig

Eit utjo reiser seg til høgre, dei spenner mine føter burt, og legg ulukke-vegar mot meg.

13 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;

Og stigen min den bryt dei upp og hjelper til med mi ulukka, dei som er hjelpelause sjølv.

14 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,

Som gjenom vide murbrot kjem dei, velter seg fram med bråk og brak.

15 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.

Imot meg vender rædslor seg, mi æra elter dei som stormen, mi velferd kvarv som lette sky.

16 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:

No jamrar seg mi sjæl i meg; usæle dagar held meg fast.

17 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.

Natti gneg mine knokar av meg, min verk, mi pina aldri søv.

18 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.

Ved allmagt vert min klædnad vanstelt, heng tett som skjortekragen kring meg.

19 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.

Han kasta meg i skarnet ned; og eg ser ut som mold og oska.

20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;

Eg skrik til deg, du svarar ikkje, eg stend der, og du stirer på meg.

21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.

Hard hev du vorte imot meg, du stri’r mot meg med veldug hand.

22 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;

Du let meg fara burt i stormen, du let meg tynast i hans brus.

23 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.

Eg veit du fører meg til dauden, der alt som liver samlast lyt.

24 Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?

Kven kavar ikkje når han søkk? Kven ropar ikkje ut i fåren?

25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?

Gret eg’kje sjølv med den fortrykte, og syrgde yver fatigmann?

26 Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;

Eg vona godt, men det kom vondt, eg venta ljos, men myrker kom.

27 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;

Det kokar allstødt i mitt indre, ulukkedagen møter meg.

28 trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;

Svart gjeng eg kring, men ikkje solbrend, eg ris i flokken, skrik um hjelp.

29 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.

Bror åt sjakalar hev eg vorte, til strussar eg ein frende er.

30 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;

Mi hud er svart og flaknar av; det brenn i mine bein av hite.

31 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!

Min cither hev eg bytt i sorg, og fløyta mi med gråtar-mål.