Job 30
1 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
“Naye kaakano bansekerera; abantu abansinga obuto, bakitaabwe be nnandibadde nteeka wamu n’embwa ezikuuma endiga zange.
2 Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
Amaanyi g’emikono gyabwe gaali gangasa ki? Abantu abaali baweddemu amaanyi ag’obuvubuka bwabwe,
3 tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
abakoozimbye abaali mu bwetaavu era abayala, bameketa ettaka ekkalu mu nsi enjereere mu budde obw’ekiro.
4 og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
Banoga ebiragala ebiwoomerera ng’omunnyo mu bisaka, enkolokolo ez’omwoloola y’emmere yaabwe.
5 Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
Baagobebwa bave mu bantu bannaabwe, ne babaleekaanira gy’obeera nti, baali babbi.
6 De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
Baawalirizibwa okubeera mu migga egyakalira, mu njazi ne mu binnya wansi mu ttaka.
7 De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
Baakaabira mu bisaka ng’ensolo ne beekweka mu bikoola by’emiti.
8 en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
Ezzadde ly’abasirusiru abatalina bwe bayitibwa, baagobebwa mu nsi.
9 Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
Naye kaakano abaana baabwe bansekerera nga bannyimba; nfuuse ekyenyinyalwa gye bali,
10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
abatanjagala abanneesalako, banguwa okunfujjira amalusu mu maaso.
11 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
Kaakano Katonda nga bw’atagguludde akasaale kange, ammazeemu amaanyi; beeyisizza nga bwe balaba mu maaso gange.
12 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
Abantu bano bannumba ku mukono gwange ogwa ddyo; bategera ebigere byange emitego, ne baziba amakubo banzikirize.
13 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
Banzingiza ne banzikiriza, nga tewali n’omu abayambye.
14 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
Banzingiza ng’abayita mu kituli ekigazi, bayingira nga bayita mu muwaatwa.
15 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
Nnumbiddwa ebitiisa eby’amaanyi; ekitiibwa kyange kifuumuuse ng’ekifuuyiddwa empewo, era n’obukuumi bwange ne bubulawo ng’ekire.”
16 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
“Era kaakano obulamu bwange buseebengerera buggwaawo, ennaku ez’okubonaabona zinzijjidde.
17 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
Ekiro kifumita amagumba gange era obulumi bwe nnina tebukoma.
18 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
Mu maanyi ge amangi Katonda abeera ng’olugoye lwe nneebikka, n’ensibibwa ng’ekitogi ky’ekyambalo kyange.
19 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
Ansuula mu bitosi, ne nfuuka ng’enfuufu n’evvu.
20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
“Nkukaabirira nti, Ayi Katonda, naye toddamu; nnyimirira, naye ontunuulira butunuulizi.
21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
Onkyukira n’obusungu; onnumba n’omukono gwo ogw’amaanyi.
22 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
Onsitula mu bbanga n’ongobesa empewo, n’onziza eno n’eri mu muyaga.
23 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
Mmanyi nga olintuusa mu kufa, mu kifo kye wateekerawo abalamu bonna.
24 Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
“Ddala tewali ayamba muntu anyigirizibwa ng’akaaba mu kunyigirizibwa kwe.
25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
Saakaabira abo abaali mu buzibu? Emmeeme yange teyalumirirwa abaavu?
26 Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
Naye bwe nanoonya obulungi, ekibi kye kyajja; bwe nanoonya ekitangaala, ekizikiza kye kyajja.
27 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
Olubuto lwange lutokota, terusirika; ennaku ez’okubonaabona kwange zinjolekedde.
28 trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
Nzenna ŋŋenda nzirugala naye si lwa kwokebwa musana; nnyimirira mu lukuŋŋaana, ne nsaba obuyambi.
29 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
Nfuuse muganda w’ebibe, munne w’ebiwuugulu.
30 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
Olususu lwange luddugadde, era lususumbuka; n’omubiri gwange gwokerera.
31 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
Ettendo lyange lifuuseemu kukaaba n’akalere kange ne kavaamu eddoboozi ery’ebiwoobe.”
