Job 30
1 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
Men koulye a, sila ki pi jenn pase m ap giyonnen m. Papa a sila mwen pat ta dakò pou mete ansanm ak chen bann mouton yo.
2 Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
Anverite, ki byen fòs men pa yo ta kab fè m? Gwo fòs te deja disparèt nan yo
3 tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
akoz mank bagay ak grangou. Y ap manje tè sèk nan lannwit lan, ak pèt e ak dezolasyon an.
4 og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
Yo rache fèy raje nan mitan rakèt la. Manje yo se rasin bayawonn.
5 Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
Yo chase yo deyò lavil la nan dezè; yo kriye dèyè yo tankou se vòlè,
6 De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
jiskaske yo vin rete nan move ravin yo, nan twou tè ak nan wòch yo.
7 De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
Pami rak tibwa yo, yo rele fò. Anba machacha a, yo vin rasanble ansanm.
8 en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
Pitit a moun fou, wi, pitit a mechan yo, yo te resevwa fwèt jis lè yo kite peyi a.
9 Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
Men koulye a, se mwen menm yo pase nan rizib; mwen devni yon pawòl betiz pou yo.
10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
Yo pè m, yo kanpe lwen m, e yo pa sispann krache nan figi m.
11 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
Akoz Li te lage fisèl banza a pou te aflije mwen, yo rete retire brid la nèt devan m.
12 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
Sou men dwat lan, nich sa vin leve. Yo rale pye mwen akote. Yo mennen kont mwen tout manèv destriksyon yo.
13 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
Yo gate wout mwen. Yo bourade lachit mwen san mande sekou.
14 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
Tankou nan yon gran brèch, yo parèt; nan mitan tanpèt, yo woule m.
15 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
Gwo perèz yo vin vire kont mwen. Yo tanmen gate respè m tankou van. Byennèt mwen disparèt tankou nwaj.
16 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
Konsa, koulye a nanm mwen vide nèt. Jou afliksyon yo sezi m.
17 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
Nan lannwit, zo m yo frennen anndan m, e sa yo kap manje m pa pran repo.
18 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
Ak gwo fòs, vètman m vin tòde sou mwen. Li mare m nèt tankou kolye manto m.
19 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
Li te jete mwen nan labou, e mwen te vin tankou pousyè ak sann.
20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
Mwen kriye a Ou menm pou sekou, men Ou pa reponn mwen. Mwen kanpe, e se gete, Ou gete m.
21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
Ou vin okipe m ak mechanste. Avèk fòs a men Ou, Ou pèsekite m.
22 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
Ou leve m wo sou van, e fè m monte; epi Ou fè m fonn nèt nan move tan an.
23 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
Paske mwen konnen ke Ou ap mennen m a lanmò, jis rive nan gwo kay asanble a ki fèt pou tout sila ki viv yo.
24 Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
Malgre, èske yon moun k ap tonbe pa lonje men l? Oswa nan gwo pwoblem li pa kriye sekou?
25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
Èske mwen pa t kriye pou sila nan gwo twoub? Èske nanm mwen pa t plen tristès pou malere a?
26 Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
Lè m t ap tann sa ki bon an, se mal ki rive m; lè m tap tann limyè, alò se tenèb ki te vini.
27 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
Kè m twouble nèt anndan m. Mwen pa kab poze. Jou plen ak afliksyon yo parèt devan m.
28 trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
Mwen fè dèy toupatou san solèy. Mwen kanpe nan asanble; mwen rele sekou.
29 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
Mwen te vin frè ak chen mawon, zanmi ak otrich la.
30 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
Chè m vin nwa sou mwen, li kale, e zo m yo brile ak lafyèv.
31 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
Pou sa, se doulè ap mwen jwe, e flit mwen an sonne pou sila k ap kriye.
