Job 3
1 Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,
Modo Izay le nanoka-palie t’Iobe namatse i andro’ey,
2 og Job tog til Orde og sagde:
hoe ty nilañone’ Iobe:
3 Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!"
Ehe te ho mongoreñe ty andro nahatoly ahiko, naho ty haleñe nanoeñe ty hoe: Inao, niareñe lahilahy.
4 Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem!
Ehe te ho ieñe i andro zay; lonike te tsy ho vazohon’ Añahare boak’ ambone ao, vaho tsy hipisaña’ ty hazavàñe.
5 Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!
Ehe t’ie ho tsepahe’ ty hamoromoroñañe naho ty talinjon-kavilasy; lonike te hitozòhan-drahoñe; ee te hampirevendreveñe aze ze fonga mahamainten-gero’ i àndroy
6 Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal!
Le i haleñe zay: hiambotrahan-kamoromoroñañe, tsy hitrao-pirebeke amo andro’ i taoñeio; tsy hizilik’ ami’ty ia’ o volañeo.
7 Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!
Hete! ehe ho beitsiterake i haleñe zay, tsy himoaham-peon-kafaleañe.
8 De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan";
Ee te hamatse aze o mpamoiñ’ androo, o veka’e hampibarakaoke i fañaneñeio,
9 dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg,
Ho maieñe abey o vasiañe am-palipalitsieñeo: angao re hipay hazavàñe fa tsy hahatrea; ee t’ie tsy ho sambae’ ty holimaso’ i maraiñey;
10 fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!
amy te tsy narindri’e i lalan-koviñey, naho tsy nakafi’e amo masokoo ty hasotriañe.
11 Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød?
Ino ty tsy nahasimb’ ahy an-koviñe ao? Akore te tsy namoeako fiay te niboloañe?
12 Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?
Ino ty nandrambesa’ o ongotseo ahiko? naho o fatroa ninonoakoo?
13 Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred
Ie ho nihity ampitsiñañe ao; ho niroro naho nitofa avao,
14 blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,
mindre amo mpanjakao naho o mpisafiri’ ty tane toio, o mamboatse hakoahañe ho am-bata’eo;
15 blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.
naho o ana-donak’ amam-bolamenao, o mameno akiba am-bolafotio:
16 Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!
hera ho nanahake ty tsi-ambolañe naetake, anak’ ajaja niboloañe mboe lia’e tsy nahatrea hazavàñe.
17 Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,
Ao ty fitroara’ o lo-tserekeo amo firohandroha’eo; ao ka ty fitofà’ o màmakeo.
18 alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;
Mitraok’ am-pierañerañañe o mpirohio, tsy mahajanjiñe ty fiarañanaña’ i mpamorekekey.
19 små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.
Ao ty bey naho ty kede: vaho votsotse amy talè’ey ty ondevo.
20 Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,
Ino ty añomezan-kazavàñe ty misotry, naho ty haveloñe amo mafaitse añ’ova’eo?
21 dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte,
ze mitama hihomake, fe tsy avy, ie tsikaraheñe mandikoatse o vara mietakeo;
22 som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav
o mandia taroba naho mirebeke t’ie nahatendreke kiborio?
23 en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?
[Ino ty anoloran-kazavàñe] amy t’indaty nietahan-dalañe, ie nigoloboñen’Añahare?
24 Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand.
Misolo ty fihinanako ty fiselekaiñako, vaho midoañe hoe rano ty fitoreoko.
25 Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.
Amy te mifetsak’ amako o mampangebahebak’ ahikoo, naho mivovo amako i ihembañakoy,
26 Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!
tsy mierañeran-draho, tsy mipendreñe, tsy mitsiñe fa pok’eo ty hekoheko.
