< Job 3 >

1 Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,
Napokon otvori Job usta i prokle dan svoj;
2 og Job tog til Orde og sagde:
poče svoju besjedu i reče:
3 Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!"
“O, ne bilo dana kad sam se rodio i noći što javi: 'Začeo se dječak!'
4 Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem!
U crnu tminu dan taj nek se prometne! S visina se njega Bog ne spominjao, svjetlost sunčeva ne svijetlila mu više!
5 Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!
Mrak i sjena smrtna o nj se otimali, posvema ga tmina gusta prekrila, pomrčine dnevne stravom ga morile!
6 Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal!
O, da bi ga tama svega presvojila, nek' se ne dodaje danima godine, nek' ne ulazi u brojenje mjeseci!
7 Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!
A noć ona bila žalosna dovijeka, ne čulo se u njoj radosno klicanje!
8 De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan";
Prokleli je oni štono dan proklinju i Levijatana probudit' su kadri!
9 dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg,
Pomrčale zvijezde njezina svanuća, zaludu se ona vidjelu nadala, i zorinih vjeđa ne gledala nigda!
10 fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!
Što mi od utrobe ne zatvori vrata da sakrije muku od mojih očiju!
11 Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød?
Što nisam mrtav od krila materina, što ne izdahnuh izlazeć' iz utrobe?
12 Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?
Čemu su me dva koljena prihvatila i dojke dvije da me nejaka podoje?
13 Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred
U miru bih vječnom počivao sada, spavao bih, pokoj svoj bih uživao
14 blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,
s kraljevima i savjetnicima zemlje koji su sebi pogradili grobnice,
15 blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.
ili s knezovima, zlatom bogatima, što su kuće svoje srebrom napunili.
16 Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!
Ne bih bio - k'o nedonošče zakopano, k'o novorođenče što svjetla ne vidje.
17 Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,
Zlikovci se više ne obijeste ondje, iznemogli tamo nalaze počinka.
18 alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;
Sužnjeve na miru tamo ostavljaju: ne slušaju više poviku stražara.
19 små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.
Malen ondje leži zajedno s velikim, rob je slobodan od gospodara svoga.
20 Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,
Čemu darovati svjetlo nesretniku i život ljudima zagorčene duše
21 dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte,
koji smrt ištu, a ona ne dolazi, i kao za blagom za njome kopaju?
22 som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav
Grobnom bi se humku oni radovali, klicali od sreće kad bi grob svoj našli.
23 en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?
Što će to čovjeku kom je put sakriven, koga je Bog sa svih strana zapriječio?
24 Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand.
Zato videć' hranu, uzdahnuti moram, k'o voda se moji razlijevaju krici.
25 Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.
Obistinjuje se moje strahovanje, snalazi me, evo, čega god se bojah.
26 Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!
Pokoja ni mira meni više nema, u mukama mojim nikad mi počinka.”

< Job 3 >