Job 29

1 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

Još nastavi Jov besjedu svoju i reèe:

2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

O da bih bio kao preðašnjih mjeseca, kao onijeh dana kad me Bog èuvaše,

3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,

Kad svijetljaše svijeæom svojom nad glavom mojom, i pri vidjelu njegovu hoðah po mraku,

4 som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,

Kako bijah za mladosti svoje, kad tajna Božija bijaše u šatoru mom,

5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,

Kad još bijaše svemoguæi sa mnom, i djeca moja oko mene,

6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,

Kad se trag moj oblivaše maslom, i stijena mi toèaše ulje potocima,

7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.

Kad izlažah na vrata kroz grad, i na ulici namještah sebi stolicu:

8 Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,

Mladiæi videæi me uklanjahu se, a starci ustajahu i stajahu,

9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,

Knezovi prestajahu govoriti i metahu ruku na usta svoja,

10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;

Upravitelji ustezahu glas svoj i jezik im prianjaše za grlo.

11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.

Jer koje me uho èujaše, nazivaše me blaženijem; i koje me oko viðaše, svjedoèaše mi

12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;

Da izbavljam siromaha koji vièe, i sirotu i koji nema nikoga da mu pomože;

13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;

Blagoslov onoga koji propadaše dolažaše na me, i udovici srce raspijevah;

14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.

U pravdu se oblaèih i ona mi bijaše odijelo, kao plašt i kao vijenac bijaše mi sud moj.

15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;

Oko bijah slijepcu i noga hromu.

16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;

Otac bijah ubogima, i razbirah za raspru za koju ne znah.

17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.

I razbijah kutnjake nepravedniku, i iz zuba mu istrzah grabež.

18 Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;

Zato govorah: u svojem æu gnijezdu umrijeti, i biæe mi dana kao pijeska.

19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;

Korijen moj pružaše se kraj vode, rosa bivaše po svu noæ na mojim granama.

20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"

Slava moja pomlaðivaše se u mene, i luk moj u ruci mojoj ponavljaše se.

21 Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;

Slušahu me i èekahu, i muèahu na moj svjet.

22 ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;

Poslije mojih rijeèi niko ne pogovaraše, tako ih natapaše besjeda moja.

23 de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.

Jer me èekahu kao dažd, i usta svoja otvorahu kao na pozni dažd.

24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.

Kad bih se nasmijao na njih, ne vjerovahu, i sjajnosti lica mojega ne razgonjahu.

25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.

Kad bih otišao k njima, sjedah u zaèelje, i bijah kao car u vojsci, kad tješi žalosne.