< Job 29 >
1 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
And Job adds to lift up his allegory and says:
2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
“Who makes me as [in] months past, As [in] the days of God’s preserving me?
3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
In His causing His lamp to shine on my head, By His light I walk [through] darkness.
4 som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
As I have been in days of my maturity, And the counsel of God on my tent.
5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
When yet the Mighty One [is] with me. Around me—my young ones,
6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
When washing my goings with butter, And the firm rock [is] with me—streams of oil.
7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.
When I go out to the gate by the city, In a broad place I prepare my seat.
8 Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,
Youths have seen me, and they have been hidden, And the aged have risen—they stood up.
9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,
Princes have kept in words, And they place a hand on their mouth.
10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
The voice of leaders has been hidden, And their tongue has cleaved to the palate.
11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.
For the ear heard, and declares me blessed, And the eye has seen, and testifies [to] me.
12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
For I deliver the afflicted who is crying, And the fatherless who has no helper.
13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
The blessing of the perishing comes on me, And I cause the heart of the widow to sing.
14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
I have put on righteousness, and it clothes me, My justice as a robe and a crown.
15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
I have been eyes to the blind, And I [am] feet to the lame.
16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
I [am] a father to the needy, And the cause I have not known I search out.
17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
And I break the jaw-teeth of the perverse, And from his teeth I cast away prey.
18 Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;
And I say, I expire with my nest, And I multiply days as the sand.
19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
My root is open to the waters, And dew lodges on my branch.
20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"
My glory [is] fresh with me, And my bow is renewed in my hand.
21 Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;
They have listened to me, Indeed, they wait, and are silent for my counsel.
22 ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;
After my word they do not change, And my speech drops on them,
23 de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.
And they wait for me as [for] rain, And they have opened wide their mouth [As] for the spring rain.
24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.
I laugh at them—they give no credence, And do not cause the light of my face to fall.
25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
I choose their way, and sit [as] head, And I dwell as a king in a troop, When he comforts mourners.”