Job 29
1 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
Job loh amah kah thuidoeknah a pom te a cong tih,
2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
“Kai he hlamat kah hla bangla aka khueh tih Pathen kah khohnin bangla kai aka tuem te unim?
3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
Amah loh a hmaithoi te ka lu soah a thangthen tih amah kah vangnah nen ni a hmuep ah khaw ka caeh.
4 som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
Ka cavaa tue vaengah khaw ka dap ah Pathen kah baecenol la ka om.
5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
Tlungthang te kai taengah om pueng tih, ka kaepvai ah ka ca rhoek om.
6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
Ka khokan te suknaeng neh a hluk tih lungpang loh kai ham situi sokca a long sak.
7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.
Vangpuei vongka ah ka thoeng tih, toltung ah ka ngolhmuen ka cikngae sak.
8 Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,
Kai m'hmuh uh vaengah cadong rhoek te thuh uh. Patong rhoek khaw thoo uh tih pai uh.
9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,
Mangpa rhoek loh olthui te a phah uh tih a kut te a ka dongla a khueh uh.
10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
Rhaengsang rhoek loh ol a phah tih a lai khaw a dang dongla kap.
11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.
Hna loh a yaak vaengah kai n'uem tih, mik loh a hmuh vaengah kai n'rhalrhing sak.
12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
Mangdaeng loh bomnah a bih tih, cadah neh a taengah aka bom, aka om pawt khaw ka loeih sak.
13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
Hlang milh kah yoethennah te kai soah pai tih, nuhmai kah lungbuei khaw ka tamhoe sak.
14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
Duengnah te ka bai tih hnikul bangla kai n'khuk. Ka tiktamnah he ka sammuei nah ni.
15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
Mikdael taengah mik la, khokhaem taengah kho la ka om.
16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
Kai tah khodaeng taengah a napa la ka om tih, ming pawt kah tuituknah te ka khe pah.
17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
Boethae kah pumcu te ka thuk pah tih a no lamkah maeh te ka voeih pah.
18 Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;
Te dongah, “Ka bu ah ka pal mako,” ka ti tih, laivin bangla khohnin khaw puh.
19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
Ka yung loh tui taengla a muk tih, buemtui loh ka cangvuei dongah rhaeh.
20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"
Ka thangpomnah ka taengah thai tih, ka lii ka kut dongah tinghil.
21 Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;
Kai taengah a hnatun uh tih, a lamtawn uh dongah ka cilsuep ham kuemsuem uh.
22 ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;
Ka ol hnukah talh uh voel pawt tih, kai olthui he amih soah tla.
23 de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.
Kai ham tah khotlan bangla a lamtawn uh tih, a ka loh tlankhol bangla a ang uh.
24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.
Amih taengah ka luem dae n'tangnah uh pawt tih, ka maelhmai vangnah dongah khaw yalh uh pawh.
25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
Amih kah longpuei te ka coelh tih boeilu la ka ngol Caem lakli ah manghai bangla kho ka sak tih, rhahdoe cangpoem akhaw a hloep.
