Job 27
1 Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
Addidit quoque Iob, assumens parabolam suam, et dixit:
2 "Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:
Vivit Deus, qui abstulit iudicium meum, et Omnipotens, qui ad amaritudinem adduxit animam meam.
3 Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,
Quia donec superest halitus in me, et spiritus Dei in naribus meis,
4 skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!
Non loquentur labia mea iniquitatem, nec lingua mea meditabitur mendacium.
5 Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.
Absit a me ut iustos vos esse iudicem: donec deficiam, non recedam ab innocentia mea.
6 Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.
Iustificationem meam, quam coepi tenere, non deseram: neque enim reprehendit me cor meum in omni vita mea.
7 Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse!
Sit ut impius, inimicus meus: et adversarius meus, quasi iniquus.
8 Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?
Quae est enim spes hypocritae si avare rapiat, et non liberet Deus animam eius?
9 Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?
Numquid Deus audiet clamorem eius cum venerit super eum angustia?
10 Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham?
Aut poterit in Omnipotente delectari, et invocare Deum omni tempore?
11 Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;
Docebo vos per manum Dei quae Omnipotens habeat, nec abscondam.
12 se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?
Ecce, vos omnes nostis, et quid sine causa vana loquimini?
13 Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige:
Haec est pars hominis impii apud Deum, et hereditas violentorum, quam ob Omnipotente suscipient.
14 Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;
Si multiplicati fuerint filii eius, in gladio erunt, et nepotes eius non saturabuntur pane.
15 de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.
Qui reliqui fuerint ex eo, sepelientur in interitu, et viduae illius non plorabunt.
16 Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler
Si comportaverit quasi terram argentum, et sicut lutum praeparaverit vestimenta:
17 han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;
Praeparabit quidem, sed iustus vestietur illis: et argentum innocens dividet.
18 han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;
Aedificavit sicut tinea domum suam, et sicut custos fecit umbraculum.
19 han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;
Dives cum dormierit, nihil secum auferet: aperiet oculos suos, et nihil inveniet.
20 Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;
Apprehendet eum quasi aqua inopia, nocte opprimet eum tempestas.
21 løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.
Tollet eum ventus urens, et auferet, et velut turbo rapiet eum de loco suo.
22 Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;
Et mittet super eum, et non parcet: de manu eius fugiens fugiet.
23 man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!
Stringet super eum manus suas, et sibilabit super illum, intuens locum eius.
