Job 27

1 Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:

2 "Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:

Saa sandt Gud lever, som har borttaget min Ret, og den Almægtige, som har beskelig bedrøvet min Sjæl!

3 Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,

— thi endnu er min Aand i mig, og Guds Aande i min Næse —

4 skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!

skulle mine Læber ikke tale Uret, og skal min Tunge ikke fremføre Svig.

5 Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.

Det være langt fra mig, at jeg skulde give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke lade mig fratage min Uskyldighed.

6 Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.

Jeg vil holde paa min Retfærdighed og ikke lade af fra den; mit Hjerte skal ikke bebrejde mig nogen af mine Dage.

7 Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse!

Min Fjende skal staa som en ugudelig, og den, som rejser sig imod mig, som en uretfærdig.

8 Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?

Thi hvad er den vanhelliges Forventelse, naar Gud bortskærer og bortrykker hans Sjæl!

9 Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?

Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?

10 Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham?

Kan han forlyste sig ved den Almægtige? kan han til hver en Tid paakalde Gud?

11 Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;

Jeg vil lære eder om Guds Haand; hvad der er hos den Almægtige, vil jeg ikke dølge.

12 se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?

Se, I have jo alle set det; hvorfor nære da en saadan Forfængelighed?

13 Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige:

Dette er et ugudeligt Menneskes Del hos Gud og Voldsmænds Arv, som de faa af den Almægtige.

14 Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;

Har han mange Børn, hjemfalde de til Sværdet, og hans Afkom vil ikke mættes af Brød.

15 de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.

De, som blive tilovers af ham, skulle begraves ved Døden, og hans Enker skulle ikke begræde ham.

16 Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler

Naar han sanker Sølv som Støv og samler Klæder som Dynd,

17 han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;

da samler han det vel, men den retfærdige skal iføre sig det, og den uskyldige skal dele Pengene.

18 han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;

Han byggede sit Hus som Møl, og som en Hytte, en Vogter gør sig.

19 han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;

Rig lægger han sig og bliver ikke ved; sine Øjne oplader han og er ikke mere til.

20 Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;

Forskrækkelser skulle gribe ham som Vande, en Hvirvelvind skal bortstjæle ham om Natten.

21 løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.

Østenvejret skal løfte ham op, og han farer bort, og det skal hvirvle ham bort fra sit Sted.

22 Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;

Og Gud skal skyde paa ham og ikke spare; med skal han ville fly fra hans Haand.

23 man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!

Man skal klappe i Hænderne over ham og pibe ham bort fra hans Sted.