Job 27

1 Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

١ وَعَادَ أَيُّوبُ يَنْطِقُ بِمَثَلِهِ فَقَالَ:

2 "Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:

٢ «حَيٌّ هُوَ ٱللهُ ٱلَّذِي نَزَعَ حَقِّي، وَٱلْقَدِيرُ ٱلَّذِي أَمَرَّ نَفْسِي،

3 Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,

٣ إِنَّهُ مَا دَامَتْ نَسَمَتِي فِيَّ، وَنَفْخَةُ ٱللهِ فِي أَنْفِي،

4 skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!

٤ لَنْ تَتَكَلَّمَ شَفَتَايَ إِثْمًا، وَلَا يَلْفِظَ لِسَانِي بِغِشٍّ.

5 Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.

٥ حَاشَا لِي أَنْ أُبَرِّرَكُمْ! حَتَّى أُسْلِمَ ٱلرُّوحَ لَا أَعْزِلُ كَمَالِي عَنِّي.

6 Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.

٦ تَمَسَّكْتُ بِبِرِّي وَلَا أَرْخِيهِ. قَلْبِي لَا يُعَيِّرُ يَوْمًا مِنْ أَيَّامِي.

7 Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse!

٧ لِيَكُنْ عَدُوِّي كَٱلشِّرِّيرِ، وَمُعَانِدِي كَفَاعِلِ ٱلشَّرِّ.

8 Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?

٨ لِأَنَّهُ مَا هُوَ رَجَاءُ ٱلْفَاجِرِ عِنْدَمَا يَقْطَعُهُ، عِنْدَمَا يَسْلُبُ ٱللهُ نَفْسَهُ؟

9 Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?

٩ أَفَيَسْمَعُ ٱللهُ صُرَاخَهُ إِذَا جَاءَ عَلَيْهِ ضِيقٌ؟

10 Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham?

١٠ أَمْ يَتَلَذَّذُ بِٱلْقَدِيرِ؟ هَلْ يَدْعُو ٱللهَ فِي كُلِّ حِينٍ؟

11 Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;

١١ «إِنِّي أُعَلِّمُكُمْ بِيَدِ ٱللهِ. لَا أَكْتُمُ مَا هُوَ عِنْدَ ٱلْقَدِيرِ.

12 se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?

١٢ هَا أَنْتُمْ كُلُّكُمْ قَدْ رَأَيْتُمْ، فَلِمَاذَا تَتَبَطَّلُونَ تَبَطُّلًا؟ قَائِلِينَ:

13 Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige:

١٣ هَذَا نَصِيبُ ٱلْإِنْسَانِ ٱلشِّرِّيرِ مِنْ عِنْدِ ٱللهِ، وَمِيرَاثُ ٱلْعُتَاةِ ٱلَّذِي يَنَالُونَهُ مِنَ ٱلْقَدِيرِ.

14 Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;

١٤ إِنْ كَثُرَ بَنُوهُ فَلِلسَّيْفِ، وَذُرِّيَّتُهُ لَا تَشْبَعُ خُبْزًا.

15 de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.

١٥ بَقِيَّتُهُ تُدْفَنُ بِٱلْمَوْتَانِ، وَأَرَامِلُهُ لَا تَبْكِي.

16 Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler

١٦ إِنْ كَنَزَ فِضَّةً كَٱلتُّرَابِ، وَأَعَدَّ مَلَابِسَ كَٱلطِّينِ،

17 han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;

١٧ فَهُوَ يُعِدُّ وَٱلْبَارُّ يَلْبَسُهُ، وَٱلْبَرِئُ يَقْسِمُ ٱلْفِضَّةَ.

18 han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;

١٨ يَبْنِي بَيْتَهُ كَٱلْعُثِّ، أَوْ كَمَظَلَّةٍ صَنَعَهَا ٱلنَّاطُورُ.

19 han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;

١٩ يَضْطَجِعُ غَنِيًّا وَلَكِنَّهُ لَا يُضَمُّ. يَفْتَحُ عَيْنَيْهِ وَلَا يَكُونُ.

20 Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;

٢٠ ٱلْأَهْوَالُ تُدْرِكُهُ كَٱلْمِيَاهِ. لَيْلًا تَخْتَطِفُهُ ٱلزَّوْبَعَةُ.

21 løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.

٢١ تَحْمِلُهُ ٱلشَّرْقِيَّةُ فَيَذْهَبُ، وَتَجْرُفُهُ مِنْ مَكَانِهِ.

22 Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;

٢٢ يُلْقِي ٱللهُ عَلَيْهِ وَلَا يُشْفِقُ. مِنْ يَدِهِ يَهْرُبُ هَرَبًا.

23 man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!

٢٣ يَصْفِقُونَ عَلَيْهِ بِأَيْدِيهِمْ، وَيَصْفِرُونَ عَلَيْهِ مِنْ مَكَانِهِ.