Job 24
1 Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som kender ham, ikke hans Dage at se?
Hvorfor lar den Allmektige aldri sine straffetider komme? Og hvorfor får de som kjenner ham, ikke se hans dager?
2 De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de på Græs.
Folk flytter grenseskjell; de raner fe og fører det på beite.
3 faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen:
Farløses asen driver de bort; enkens okse tar de i pant.
4 de trænger de fattige af Vejen. Landets arme må alle skjule sig.
Fattigfolk trenger de ut av veien; alle de saktmodige i landet må skjule sig.
5 Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.
Ja, som villesler i ørkenen går de ut til sin gjerning og leter efter føde; ødemarken gir dem brød til barna.
6 De høster på Marken om Natten, i Rigmandens Vingård sanker de efter.
På marken høster de den ugudeliges fôr, og i hans vingård holder de efterhøst.
7 Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Hulden.
Nakne overnatter de uten klær og uten dekke i kulden.
8 De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel på Ly til Klippen.
Av skyllregnet på fjellet blir de våte, og fordi de ikke har noget annet ly, trykker de sig inn til berget.
9 - Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen.
Den farløse rives bort fra mors bryst, og armingens klær blir tatt som pant.
10 Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg;
Nakne går de, uten klær, og sultne bærer de kornbånd.
11 mellem Murene presser de Olie. de træder Persen og tørster.
Mellem de ugudeliges murer perser de olje; de treder vinpersene og tørster.
12 De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.
Fra byen lyder døendes stønn, og de hårdt sårede skriker om hjelp; men Gud enser ikke slik urett.
13 Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej på hans Stier:
Andre er fiender av lyset; de kjenner ikke dets veier og holder sig ikke på dets stier.
14 Før det lysner, står Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om;
Før dag står morderen op, slår ihjel den som er arm og fattig, og om natten er han som tyven.
15 Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske.
Horkarlens øie speider efter skumringen; han sier: Intet øie ser mig, og han dekker sitt ansikt til.
16 I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.
I mørket bryter de inn i husene, om dagen lukker de sig inne; lyset vil de ikke vite av.
17 For dem er Mørket Morgen, thide er kendt med Mørkets Rædsler.
For nattens mørke er morgen for dem alle; de er velkjente med nattemørkets redsler.
18 Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke på Vejen til Vingården.
Hastig rives de med av strømmen; forbannet blir deres arvedel i landet; de ferdes ikke mere på veien til vingårdene.
Tørke og hete sluker snevann, dødsriket dem som synder. (Sheol h7585)
20 Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.
Hans mors liv glemmer ham, makken fortærer ham med lyst, ingen minnes ham mere, og ondskapen blir som et splintret tre.
21 Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;
Slik går det med den som har plyndret den ufruktbare, som ikke fødte, og aldri har gjort godt mot enker.
22 dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er ikke tryg på sit Liv,
Men Gud opholder voldsmennene lenge med sin kraft; de reiser sig igjen, skjønt de mistvilte om livet.
23 han styrtes uden Håb og Støtte, og på hans Veje er idel Nød.
Han lar dem leve i trygghet og støtter dem; hans øine våker over deres veier.
24 Hans Storhed er stakket, så er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.
De stiger høit; en liten stund, så er de ikke mere; de segner og dør som alle andre, og som aks-toppen skjæres de av.
25 Og hvis ikke - hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?
Og er det nu ikke så, hvem gjør mig da til løgner og mitt ord til intet?
