< Job 23 >
1 Så tog Job til Orde og svarede:
Y RESPONDIÓ Job, y dijo:
2 "Også i Dag er der Trods i min Klage, tungt ligger hans Hånd på mit Suk!
Hoy también hablaré con amargura; que es más grave mi llaga que mi gemido.
3 Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg nå hans Trone!
¡Quién me diera el saber dónde hallar á Dios! yo iría hasta su silla.
4 Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser,
Ordenaría juicio delante de él, y henchiría mi boca de argumentos.
5 vide, hvad Svar han gav mig, skønne, hvad han sagde til mig!
Yo sabría lo que él me respondería, y entendería lo que me dijese.
6 Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han på mig;
¿Pleitearía conmigo con grandeza de fuerza? No: antes él la pondría en mí.
7 da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min Ret.
Allí el justo razonaría con él: y escaparía para siempre de mi juez.
8 Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham;
He aquí yo iré al oriente, y no lo [hallaré]; y al occidente, y no lo percibiré:
9 jeg søger i Nord og ser ham ikke, drejer mod Syd og øjner ham ej.
Si al norte él obrare, yo no lo veré; al mediodía se esconderá, y no lo veré.
10 Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld går jeg frem af hans Prøve.
Mas él conoció mi camino: probaráme, y saldré como oro.
11 Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt, veg ikke derfra,
Mis pies tomaron su rastro; guardé su camino, y no me aparté.
12 fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans Ord har jeg gemt i mit Bryst.
Del mandamiento de sus labios nunca me separé; guardé las palabras de su boca más que mi comida.
13 Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hans Sjæl attrår.
Empero si él [se determina] en una cosa, ¿quién lo apartará? Su alma deseó, é hizo.
14 Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget for.
El pues acabará lo que ha determinado de mí: y muchas cosas como estas hay en él.
15 Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved Tanken om ham.
Por lo cual yo me espanto en su presencia: consideraré, y temerélo.
16 Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige;
Dios ha enervado mi corazón, y hame turbado el Omnipotente.
17 thi jeg går til i Mørket, mit Åsyn dækkes af Mulm.
¿Por qué no fuí yo cortado delante de las tinieblas, y cubrió con oscuridad mi rostro?