Job 23
1 Så tog Job til Orde og svarede:
| فَأَجَابَ أَيُّوبُ وَقَالَ: | ١ |
2 "Også i Dag er der Trods i min Klage, tungt ligger hans Hånd på mit Suk!
| «ٱلْيَوْمَ أَيْضًا شَكْوَايَ تَمَرُّدٌ. ضَرْبَتِي أَثْقَلُ مِنْ تَنَهُّدِي. | ٢ |
3 Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg nå hans Trone!
| مَنْ يُعْطِينِي أَنْ أَجِدَهُ، فَآتِيَ إِلَى كُرْسِيِّهِ، | ٣ |
4 Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser,
| أُحْسِنُ ٱلدَّعْوَى أَمَامَهُ، وَأَمْلَأُ فَمِي حُجَجًا، | ٤ |
5 vide, hvad Svar han gav mig, skønne, hvad han sagde til mig!
| فَأَعْرِفُ ٱلْأَقْوَالَ ٱلَّتِي بِهَا يُجِيبُنِي، وَأَفْهَمُ مَا يَقُولُهُ لِي؟ | ٥ |
6 Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han på mig;
| أَبِكَثْرَةِ قُوَّةٍ يُخَاصِمُنِي؟ كَّلَّا! وَلَكِنَّهُ كَانَ يَنْتَبِهُ إِلَيَّ. | ٦ |
7 da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min Ret.
| هُنَالِكَ كَانَ يُحَاجُّهُ ٱلْمُسْتَقِيمُ، وَكُنْتُ أَنْجُو إِلَى ٱلْأَبَدِ مِنْ قَاضِيَّ. | ٧ |
8 Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham;
| هَأَنَذَا أَذْهَبُ شَرْقًا فَلَيْسَ هُوَ هُنَاكَ، وَغَرْبًا فَلَا أَشْعُرُ بِهِ. | ٨ |
9 jeg søger i Nord og ser ham ikke, drejer mod Syd og øjner ham ej.
| شِمَالًا حَيْثُ عَمَلُهُ فَلَا أَنْظُرُهُ. يَتَعَطَّفُ ٱلْجَنُوبَ فَلَا أَرَاهُ. | ٩ |
10 Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld går jeg frem af hans Prøve.
| «لِأَنَّهُ يَعْرِفُ طَرِيقِي. إِذَا جَرَّبَنِي أَخْرُجُ كَٱلذَّهَبِ. | ١٠ |
11 Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt, veg ikke derfra,
| بِخَطَوَاتِهِ ٱسْتَمْسَكَتْ رِجْلِي. حَفِظْتُ طَرِيقَهُ وَلَمْ أَحِدْ. | ١١ |
12 fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans Ord har jeg gemt i mit Bryst.
| مِنْ وَصِيَّةِ شَفَتَيْهِ لَمْ أَبْرَحْ. أَكْثَرَ مِنْ فَرِيضَتِي ذَخَرْتُ كَلَامَ فِيهِ. | ١٢ |
13 Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hans Sjæl attrår.
| أَمَّا هُوَ فَوَحْدَهُ، فَمَنْ يَرُدُّهُ؟ وَنَفْسُهُ تَشْتَهِي فَيَفْعَلُ. | ١٣ |
14 Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget for.
| لِأَنَّهُ يُتَمِّمُ ٱلْمَفْرُوضَ عَلَيَّ، وَكَثِيرٌ مِثْلُ هَذِهِ عِنْدَهُ. | ١٤ |
15 Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved Tanken om ham.
| مِنْ أَجْلِ ذَلِكَ أَرْتَاعُ قُدَّامَهُ. أَتَأَمَّلُ فَأَرْتَعِبُ مِنْهُ. | ١٥ |
16 Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige;
| لِأَنَّ ٱللهَ قَدْ أَضْعَفَ قَلْبِي، وَٱلْقَدِيرَ رَوَّعَنِي. | ١٦ |
17 thi jeg går til i Mørket, mit Åsyn dækkes af Mulm.
| لِأَنِّي لَمْ أُقْطَعْ قَبْلَ ٱلظَّلَامِ، وَمِنْ وَجْهِي لَمْ يُغَطِّ ٱلدُّجَى. | ١٧ |
