Job 22
1 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Då tok Elifaz frå Teman til ords og sagde:
2 "Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv.
«Er mannen vel til gagn for Gud? Nei, vitug mann seg sjølv mun gagna.
3 Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel er ret?
Hev Allvald bate av di rettferd? Er det hans vinst, at rett du ferdast?
4 Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller går han i Rette med dig derfor?
Er det din gudlegdom han refser, når han med deg held rettargang?
5 Er ikke din Ondskab stor og din Brøde uden Ende?
Hev ei din vondskap vore stor og dine syndar utan ende?
6 Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne,
Grunnlaust du panta dine brøder; halvnakne drog du klædi av;
7 gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted den sultne Brød.
den trøytte gav du ikkje vatn, den svoltne negta du ditt brød.
8 Den mægtige - hans var Landet, den hædrede boede der.
Det er den sterke som eig landet, den stolte hev si bustad der.
9 Du lod Enker gå tomhændet bort, knuste de faderløses Arme.
Du jaga enkjor burt tomhendt’ burt, slo armen av på faderlause.
10 Derfor var der Snaret omkring dig, og Rædsel ængsted dig brat.
Difor ligg snaror kringum deg, og rædsla skræmer deg so brått.
11 Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand går over dig!
Ell’ vert du ikkje myrkret var, den flaum som fossar yver deg?
12 Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes Tinde, hvor højt de står!
Bur ikkje Gud i himmelhøgd, sjå øvste stjernor, høgt dei sit!
13 Dog siger du: "Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky?
Du segjer so: «Kva veit vel Gud? Kann attum skyerne han døma?
14 Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på Himlens Runding går han!"
For skyer dimmer augo hans; han hev sin gang på himmelkvelven.»
15 Vil du følge Fortidens Sti, som Urettens Mænd betrådte,
Seg, vil du fylgja fortids-vegen, den stig som illverksmenner gjekk?
16 de, som i Utide reves bort, hvis Grundvold flød bort som en Strøm,
Dei som i utid tekne vart - og deira grunn flaut burt i flaum -
17 som sagde til Gud: "Gå fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?"
som sagde til Gud: «Haldt du deg burte!» Kva skulde Allvald vel deim gjera?
18 Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Råd er ham fjernt.
Endå han signa deira hus - langt burt frå meg med gudlaus råd!
19 De retfærdige så det og glædede sig, den uskyldige spottede dem:
Rettvise folk det såg med gleda, og den skuldlause spotta deim:
20 For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem.
«Fiendarn’ våre gjekk til grunns! Sjå elden øydde det dei leivde!»
21 Bliv Ven med ham og hold Fred. derved vil der times dig Lykke;
Vert ven med honom, og få fred! So skal og lukka timast deg.
22 tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord på Sinde!
Og tak so lærdom av hans munn, og legg deg ordi hans på hjarta!
23 Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fra dit Telt,
Vend um til Allvald, då du byggjest og jagar syndi frå ditt tjeld.
24 kaster du Guldet på Jorden, Ofirguldet blandt Bækkenes Sten,
Kast gullet ditt i moldi ned - Ofir-gull millom bekkjesteinar.
25 så den Almægtige bliver dit Guld, hans Lov dit Sølv,
Allvald skal vera då ditt gull og haugar utav sylv for deg.
26 ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Åsyn til Gud.
Då skal du frygda deg i Allvald, di åsyn lyfta upp til Gud.
27 Beder du til ham, hører han dig, indfri kan du, hvad du har lovet;
Og når du ropar, vil han høyra, so du kann halda det du lovar.
28 hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner på dine Veje;
Det du deg etlar, skal du vinna, og ljos skal skina på din veg.
29 thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slår Øjnene ned;
Gjeng vegen ned, du ropar: «Upp!» Han hjelpar den bljug-øygde mann.
30 han frelser uskyldig Mand; det sker ved hans Hænders Renhed!
Ja, ikkje-skuldfri mann han bergar, frelst vert han ved di reine hand.»
