Job 20
1 Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde
Da tok Sofar fra Na'ama til orde og sa:
2 "Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig;
Derfor legger mine tanker mig svaret i munnen, og derfor stormer det i mig;
3 til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til Svar!
hånende tilrettevisning må jeg høre, og min ånd gir mig svar ut fra min innsikt.
4 Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden,
Vet du da ikke at slik har det vært fra evighet, fra den tid mennesker blev satt på jorden,
5 at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket?
at de ugudeliges jubel er kort, og den gudløses glede bare varer et øieblikk?
6 Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky,
Stiger enn hans stolthet til himmelen, og når enn hans hode til skyen,
7 som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?"
så går han dog likesom sitt skarn til grunne for evig; de som så ham, spør: Hvor er han?
8 Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort;
Som en drøm flyr han bort, og ingen finner ham mere; han jages bort som et nattesyn.
9 Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen.
Det øie som så ham, ser ham ikke mere, og hans sted skuer ham ikke lenger.
10 Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder må give hans Gods tilbage.
Hans barn må søke småfolks yndest, og hans hender må gi hans gods tilbake.
11 Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet.
Hans ben var fulle av ungdomskraft, men nu ligger den med ham i støvet.
12 Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge,
Smaker enn det onde søtt i hans munn, skjuler han det under sin tunge,
13 sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane,
sparer han på det og slipper det ikke, men holder det tilbake under sin gane,
14 så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;
så blir dog hans mat omskapt i hans innvoller og blir til ormegift i hans liv.
15 Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug,
Han slukte gods, og han må spy det ut igjen; Gud driver det ut av hans buk.
16 han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slår ham ihjel;
Ormegift må han innsuge; huggormens tunge dreper ham.
17 han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde;
Han skal ikke få se bekker, elver av honning og elver av melk.
18 han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods.
Han må gi tilbake det han har tjent, og får ikke nyte det; meget gods har han vunnet, men han får liten glede av det.
19 Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget.
For han knuste småfolk og lot dem ligge der; han rante hus til sig, men får ikke bygge dem om;
20 Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke;
han kjente aldri ro i sitt indre; han skal ikke slippe unda med sine skatter.
21 ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke;
Det var intet som undgikk hans grådighet; derfor varer ikke hans lykke.
22 midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham.
Midt i hans rikdom blir det trangt for ham; hver nødlidende vender sin hånd mot ham.
23 For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham.
For å fylle hans buk sender Gud sin brennende vrede mot ham og lar sin mat regne på ham.
24 Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen;
Flykter han for våben av jern, så gjennemborer en bue av kobber ham.
25 en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde; over ham falder Rædsler,
Når han så drar pilen ut av sin rygg, og den lynende odd kommer frem av hans galle, da faller dødsredsler over ham.
26 idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt.
Alt mørke er opspart for hans vel gjemte skatter; en ild som intet menneske puster til, fortærer ham; den eter det som er igjen i hans telt.
27 Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham.
Himmelen åpenbarer hans misgjerning, og jorden reiser sig mot ham.
28 Hans Huses Vinding må bort, rives bort på Guds Vredes Dag.
Det han har samlet i sitt hus, føres bort, det skylles bort på Guds vredes dag.
29 Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde!
Dette er den lodd som et ugudelig menneske får av Gud, den arv som er tilkjent ham av den Allmektige.
