Job 20
1 Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde
To naah Naamath acaeng Zophar mah;
2 "Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig;
ka pathim hanah, ka palung thungah toksak pongah, karangah ka thuih han.
3 til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til Svar!
Kai kasae na thuihaih hoi zoehhaih lok to ka thaih boeh, to pongah pathim han angaih, tiah palung thung hoi ka panoek.
4 Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden,
Long ah kami oh tangsuekhaih atue, canghnii atue hoi kaom hae baktih hmuen hae na panoek ai maw?
5 at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket?
Kasae kami khosak hoihaih loe sawk ai, Sithaw tidoeh sah ai kami anghoehaih doeh nawnetta ah ni oh.
6 Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky,
A lensawkhaih mah van to phak moe, a lu mah tamai angtok cadoeh,
7 som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?"
anih loe angmah ih aek baktiah ni amro poe tih, anih hnu kaminawk mah, Anih loe naa ah maw oh ving boeh? tiah thui o tih.
8 Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort;
Anih loe amang baktiah azawk ving tih, hnu mak ai boeh; ue, khoving amang ah hnuk ih hmuen baktiah anghmaa ving tih.
9 Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen.
Anih hnu mik mah anih to hnu let mak ai boeh; a ohhaih ahmuen mah doeh anih to khen mak ai boeh.
10 Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder må give hans Gods tilbage.
A caanawk loe amtang kaminawk khaeah tahmenhaih hni o ueloe, a tawnh o ih hmuenmae to a ban hoiah paek pathok o let tih.
11 Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet.
Anih ih huhongnawk loe thendoeng thacak nathuem ih zaehaih hoiah koi cadoeh, angmah hoi nawnto maiphu thungah angsong tih.
12 Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge,
Sethaih loe anih ih pakha ah luep, anih mah angmah ih palai tlim ah hawk moe,
13 sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane,
paawt pongah pahnawt sut han koeh ai, angmah ih pakha thungah paumh hmoek cadoeh,
14 så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;
a caak ih buh zok thungah phak naah thaw ueloe, pahui sae ih kasoetui ah angcoeng pae tih.
15 Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug,
Anih mah paaeh ih angraenghaihnawk to pathaak let ueloe, Sithaw mah anih ih zok thung hoiah la let tih.
16 han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slår ham ihjel;
Anih loe pahui sae ih kasoetui to pazop ueloe, pahui sae mah anih to patuk maat tih.
17 han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde;
Anih loe kalong tuipui, khoitui hoi kamkhawk tahnutui longhaih tui to hnu mak ai.
18 han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods.
A toksakhaih atho to caa mak ai, minawk hanah paek let tih; to tiah a paek let pongah anih loe anghoehaih tawn mak ai.
19 Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget.
Anih mah kamtang kaminawk to pacaekthlaek moe, tiah doeh sah ai; angmah sak ai ih imnawk to a lomh pae pongah to tiah oh.
20 Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke;
Anih loe koehhaih boep thai ai; a koeh ih hmuen mah anih pahlong thai mak ai.
21 ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke;
Anih mah caak han ih buh tidoeh om mak ai boeh; a tawnh ih angraenghaih hmuen doeh cak poe mak ai.
22 midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham.
Hmuenmae angraeng nathuem ah amtang ueloe, a nuiah raihaih congca to pha tih.
23 For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham.
Anih zok amhah han oh naah, Sithaw mah palungphuihaih to a nuiah phasak ueloe, buhcaak nathuem ah palungphuihaih khotui baktiah angzo tih.
24 Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen;
Anih loe sum hoi sak ih maiphaw maica thung hoiah loih; toe sumkamling palaa mah anih to kaat tih.
25 en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde; over ham falder Rædsler,
Anih loe a takpum thung hoi tacawt, palaa to aphongh; ue, anih ih ahmuet thung hoiah rong kampha sumsen to tacawt; a nuiah zithaih to phak;
26 idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt.
anih tamquta hoi ohhaih ahmuen ah khovinghaih to suek pae; anih loe kami mah hmuh ai ih hmai mah kang tih; a ohhaih kahni im ah kaom hmuennawk boih to kangh pae tih.
27 Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham.
Van mah anih sakpazaehaih amtuengsak tih, long mah doeh anih han misa angthawk thui tih.
28 Hans Huses Vinding må bort, rives bort på Guds Vredes Dag.
A im ih hmuenmaenawk to anghmaa tih, Angraeng palungphuihaih niah loe anih khosak hoihaih to tui baktiah long tih.
29 Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde!
Sithaw mah to baktih tangqum to kasae kaminawk hanah paek, Sitawh mah to baktih qawktoep hanah anih to suek, tiah a naa.
