Job 19

1 Så tog Job til Orde og svarede:

Men Job svarede og sagde:

2 "Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slå mig sønder med Ord?

Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?

3 I håner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam.

I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.

4 Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?

Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.

5 Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?

Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,

6 Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.

saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.

7 Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der er ingen Ret.

Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.

8 Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke;

Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.

9 han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,

Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.

10 brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb som Træet;

Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;

11 hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;

og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.

12 samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt.

Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.

13 Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,

Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.

14 mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;

Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.

15 mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;

De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.

16 ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min Mund;

Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.

17 ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank;

Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.

18 selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de mod mig;

Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.

19 Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.

Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.

20 Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort.

Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.

21 Nåde, mine Venner, Nåde, thi Guds Hånd har rørt mig!

Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.

22 Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?

Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?

23 Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog,

Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,

24 med Griffel af Jern, med Bly indristet i Hlippen for evigt!

ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!

25 Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer stå frem.

Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.

26 Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,

Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,

27 hvem jeg skal se på min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgår i mit Indre!

hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.

28 Når I siger: "Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi udfinde hos ham!"

Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:

29 så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom!

Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.