Job 17
1 Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;
Me sunsum atɔ piti, me nna so atwa, na damena retwɛn me.
2 visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.
Ampa ara fɛdifoɔ atwa me ho ahyia; ɛsɛ sɛ mehwɛ wɔn atutupɛ.
3 Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag?
“Ao Onyankopɔn, hyɛ me ɛbɔ a wopɛ. Hwan bio na ɔbɛma me banbɔ?
4 Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;
Woato wɔn adwene mu a wɔnte asɛm ase; enti woremma wɔnni nkonim.
5 den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.
Sɛ obi sopa ne nnamfonom de nya akatua a, ne mma ani bɛfira.
6 Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;
“Onyankopɔn de me ayɛ asɛm a ɛda obiara ano, obi a wɔte ntasuo gu nʼani so.
7 mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;
Awerɛhoɔ ama mʼani ayɛ samoo me bɔberɛ nyinaa yɛ sunsumma.
8 retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,
Ateneneefoɔ hunu me a, ɛyɛ wɔn nwanwa. Wɔn a wɔdi bem no bɛsɔre atia wɔn a wɔnni nyamesu.
9 men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.
Ateneneefoɔ bɛkɔ wɔn anim, na wɔn a wɔn nsa ho teɛ bɛkɔ so anya ahoɔden.
10 Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer!
“Mo nyinaa mo nsane mmra mmɛsɔ me nhwɛ! Na merennya onyansafoɔ wɔ mo mu.
11 Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;
Me nna atwam, me nhyehyɛeɛ apansam, saa ara na mʼakoma apɛdeɛ nso ayɛ.
12 Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;
Saa nnipa yi ma anadwo dane awia; esum mu koraa no, wɔka sɛ, ‘Hann abɛn,’
Sɛ efie baako pɛ a mʼani da so ne damena, sɛ mesɛ me kɛtɛ wɔ esum mu, (Sheol h7585)
14 Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.
sɛ meka kyerɛ porɔeɛ sɛ, ‘Woyɛ mʼagya,’ na me kyerɛ ɔsonsono sɛ, ‘Me maame’ anaa ‘Me nuabaa’ a,
15 Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?
na afei mʼanidasoɔ wɔ he? Hwan na ɔbɛtumi anya anidasoɔ bi ama me?
