Job 16
1 Så tog Job til Orde og svarede:
Respondens autem Iob, dixit:
2 "Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!
Audivi frequenter talia, consolatores onerosi omnes vos estis.
3 Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare?
Numquid habebunt finem verba ventosa? aut aliquid tibi molestum est si loquaris?
4 Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer,
Poteram et ego similia vestri loqui: atque utinam esset anima vestra pro anima mea: Consolarer et ego vos sermonibus, et moverem caput meum super vos:
5 styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord!
Roborarem vos ore meo: et moverem labia mea, quasi parcens vobis.
6 Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring får jeg?
Sed quid agam? Si locutus fuero, non quiescet dolor meus: et si tacuero, non recedet a me.
7 Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds;
Nunc autem oppressit me dolor meus, et in nihilum redacti sunt omnes artus mei.
8 at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig.
Rugae meae testimonium dicunt contra me, et suscitatur falsiloquus adversus faciem meam contradicens mihi.
9 Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,
Collegit furorem suum in me, et comminans mihi, infremuit contra me dentibus suis: hostis meus terribilibus oculis me intuitus est.
10 de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig;
Aperuerunt super me ora sua, et exprobrantes percusserunt maxillam meam, satiati sunt poenis meis.
11 Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig.
Conclusit me Deus apud iniquum, et manibus impiorum me tradidit.
12 Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,
Ego ille quondam opulentus repente contritus sum: tenuit cervicem meam, confregit me, et posuit me sibi quasi in signum.
13 hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden;
Circumdedit me lanceis suis, convulneravit lumbos meos, non pepercit, et effudit in terra viscera mea.
14 Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig.
Concidit me vulnere super vulnus, irruit in me quasi gigas.
15 Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel;
Saccum consui super cutem meam, et operui cinere carnem meam.
16 mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke,
Facies mea intumuit a fletu, et palpebrae meae caligaverunt.
17 skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!
Haec passus sum absque iniquitate manus meae, cum haberem mundas ad Deum preces.
18 Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile!
Terra ne operias sanguinem meum, neque inveniat in te locum latendi clamor meus.
19 Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje;
Ecce enim in caelo testis meus, et conscius meus in excelsis.
20 gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud,
Verbosi amici mei: ad Deum stillat oculus meus.
21 at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!
Atque utinam sic iudicaretur vir cum Deo, quomodo iudicatur filius hominis cum collega suo.
22 Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra.
Ecce enim breves anni transeunt, et semitam, per quam non revertar, ambulo.
