Job 15

1 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

Potem je odgovoril Elifáz Temánec in rekel:

2 "Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind

»Mar naj moder človek izreka prazno znanje in svoj trebuh napolnjuje z vzhodnikom?

3 for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?

Mar naj razpravlja z nekoristnim govorjenjem? Ali z govori, s katerimi ne more storiti ničesar dobrega?

4 Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.

Da, ti zametuješ strah in zadržuješ molitev pred Bogom.

5 Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.

Kajti tvoja usta izrekajo tvojo krivičnost in ti izbiraš jezik prebrisanega.

6 Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!

Tvoja lastna usta te obsojajo in ne jaz. Da, tvoje lastne ustnice pričujejo zoper tebe.

7 Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?

Mar si ti prvi človek, ki je bil rojen? Ali si bil narejen pred hribi?

8 Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?

Mar si slišal Božjo skrivnost? In ali sebi zadržuješ modrost?

9 Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?

Kaj ti veš, kar mi ne vemo? Kaj razumeš, česar ni v nas?

10 Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!

Z nami so sivolasi in zelo stari možje, precej starejši od tvojega očeta.

11 Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?

Ali so Božje tolažbe zate majhne? Je s teboj kakršnakoli skrita stvar?

12 Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?

Zakaj te tvoje srce odnaša? In ob čem tvoje oči mežikajo,

13 Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.

da svojega duha obračaš zoper Boga in takšnim besedam dopuščaš iziti iz svojih ust?

14 Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?

Kaj je človek, da bi bil čist? In ta, ki je rojen iz ženske, da bi bil pravičen?

15 End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,

Glej, zaupanja ne polaga v svoje svete. Da, nebo ni čisto v njegovem pogledu.

16 hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!

Kako mnogo bolj gnusen in umazan je človek, ki pije krivičnost kakor vodo?

17 Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,

Pokazal ti bom, poslušaj me. To, kar sem videl, bom oznanil.

18 hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,

To, kar so modri možje povedali od svojih očetov in tega niso skrili,

19 dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:

katerim samim je bila dana zemlja in noben tujec ni šel med njimi.

20 Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;

Zloben človek se muči z bolečino vse svoje dni in število let je skrito zatiralcu.

21 Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;

Grozen zvok je v njegovih ušesih. V uspevanju bo nadenj prišel uničevalec.

22 han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,

Ne verjame, da se bo vrnil iz teme in meč čaka nanj.

23 udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;

Naokoli tava za kruhom, rekoč: ›Kje je?‹ Ve, da je ob njegovi roki pripravljen dan teme.

24 Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.

Stiska in tesnoba ga bosta preplašili. Prevladali bosta zoper njega kakor kralj, pripravljen na bitko.

25 Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,

Kajti svojo roko izteguje zoper Boga in se krepi zoper Vsemogočnega.

26 stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.

On steče nadenj, celó na njegov vrat, na debele izbokline njegovih ščitov,

27 Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.

ker svoj obraz pokriva s svojo mastnostjo in na svojih ledjih nabira sloje tolšče.

28 tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.

Prebiva v zapuščenih mestih in hišah, ki jih noben človek ne naseljuje, ki so pripravljene, da postanejo ruševine.

29 Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;

Ne bo bogat, niti se ne bo njegovo imetje nadaljevalo, niti svoje popolnosti na zemlji ne bo podaljšal.

30 han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.

Iz teme ne bo odšel. Plamen bo posušil njegove mladike in z dihom svojih ust bo odšel proč.

31 Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!

Kdor je zaveden naj ne zaupa v ničnost, kajti ničnost bo njegovo povračilo.

32 I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;

Dovršeno bo pred njegovim časom in njegova veja ne bo zelena.

33 han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.

Svoje nezrelo grozdje bo otresel kakor trta in svoj cvet bo odvrgel kakor oljka.

34 Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;

Kajti skupnost hinavcev bo zapuščena in ogenj bo použil šotore podkupovanja.

35 svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!

Spočenjajo vragolijo in rodijo ničnost in njihov trebuh pripravlja prevaro.«