Job 15
1 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Na ka whakautua e Eripata Temani; i mea ia,
2 "Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind
He horihori kau koia te matauranga e whakapuakina e te tangata whakaaro, kia whakakiia e ia tona kopu ki te hau marangai?
3 for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?
Me korero ranei ia ko nga kupu kore hua hei ako, ko nga whaikorero ranei kahore nei e whai tikanga?
4 Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.
Ae, kua whakakorea atu na e koe te wehi, kei te pupuri mai koe i te inoi i te aroaro o te Atua.
5 Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.
Na kei te whakaakona tou mangai e tou kino, a kei te whiriwhiria e koe ko te arero o te hunga tinihanga.
6 Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!
Ehara i ahau, na tou mangai ano i hopu tou kino; ko ou ngutu ano hei whakaatu i tou he.
7 Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?
Ko koe ianei te tangata tuatahi kua whanau? He mea hanga ranei koe no mua atu i nga pukepuke?
8 Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?
Kua rongo ranei koe i to te Atua whakaaro puku? Kei te kaiponu ranei koe i te whakaaro ki a koe anake?
9 Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?
Ko te aha te mohiotia ana e koe, a kahore e mohiotia e matou? Ko tehea whakaaro ano hoki ou kahore nei i a matou?
10 Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!
Kei a matou nga upoko hina ratou tahi ko nga tino koroheke, kaumatua rawa ake i tou papa.
11 Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?
He iti rawa ranei mou nga whakamarie a te Atua, te kupu ngawari e hoatu ana ki a koe?
12 Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?
He aha koe i kahakina atu ai e tou ngakau? He aha hoki ou kanohi i kimokimo ai,
13 Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.
I tahuri ai tou wairua ki te whakahe i te Atua? i puaki ai ena kupu i tou mangai?
14 Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?
He aha te tangata, e ma ai ia? te whanau ranei a te wahine, e tika ai?
15 End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,
Nana, kahore ia e whakawhirinaki ki ana mea tapu; kahore hoki nga rangi e ma ki tana titiro.
16 hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
Katahi ia te he rawa ko te mea whakarihariha, ko te mea poke, ko te tangata e inu nei i te kino ano he wai.
17 Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,
Maku e whakaatu ki a koe, whakarongo mai ki ahau; ko te mea kua kitea e ahau, maku e korero atu.
18 hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,
He mea korero mai na nga mohio, he whakarerenga iho na o ratou matua: kihai hoki i huna e ratou:
19 dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:
Ki a ratou nei anake te homaitanga o te whenua; kihai hoki te tangata ke i tika i waenganui i a ratou.
20 Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;
E whakamamae ana te tangata kino i ona ra katoa, ara i te maha o nga tau e haupu nei mo te kaitukino.
21 Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;
He reo whakawehi kei roto i ona taringa; i te wa whai rawa ka tae mai te kaipahua ki a ia:
22 han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,
Kahore ana whakaaetanga ake tera ia ka hoki ake i te pouri, e whanga ana ano hoki te hoari ki a ia.
23 udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;
E kopikopiko noa ana ia ki te taro mana, e mea ana: Kei hea ra? E mohio ana ia kua tata ki tona ringa te ra o te pouri.
24 Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.
Ko te ngakau mamae, me te tumatatenga, hei whakawehi i a ia; ka kaha ake raua i a ia, me te mea he kingi kua rite ana mea mo te whawhai.
25 Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,
Kua totoro nei ona ringa ki te whawhai ki te Atua, kua whakatoatoa nei i a ia ki te whawhai ki te Kaha Rawa;
26 stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.
Kua rere ki a ia me te kaki maro, me nga puku matotoru o ana whakangungu rakau.
27 Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.
Kua kopakina hoki tona mata e tona ngako, a kua tupu te ngako o tona hope.
28 tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.
Na i noho ia ki nga pa mahue, ki nga whare kahore i nohoia e te tangata, meake nei waiho hei puranga.
29 Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;
E kore ia e whai taonga, e kore ano ona rawa e mau, e kore ano hoki to ratou hua e taupe ki te whenua.
30 han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.
E kore ia e puta i te pouri, ona peka ka maroke i te mura, ka riro atu ano ia i te manawa o tona mangai.
31 Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!
Kei whakawhirinaki ia ki te mea teka noa, kei tinihanga ki a ia ano: no te mea ko te teka noa hei utu ki a ia.
32 I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;
E kore tona ra e taea, kua rite; e kore ano tona peka e whai rau.
33 han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.
Ka ruiruia e ia ana karepe kaiota ano ko te waina, a ka maka tana puawai me te mea ko te oriwa.
34 Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;
Ka pakoko hoki te whakaminenga o te hunga atuakore, ka pau hoki i te ahi nga teneti o nga utu whakapati.
35 svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!
He mahi nanakia te mea i hapu ki roto ki a ratou, whanau ake he teka noa; ko o ratou kopu ano hei hanga i te tinihanga.
