Job 15
1 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Le hoe ty natoi’ i Elifatse nte-Temane:
2 "Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind
Hanoiñe an-kilala-kafoake hao t’indaty mahihitse, ho lifora’e tiok’atiñanañe hao ty fisafoa’e?
3 for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?
Hisafiry an-drehake tsy vente’e hao, ndra an-dañonañe tsy hahasoa?
4 Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.
Eka, apo’o ty fañeveñañe, sebaña’o ty fiambaneañe aman’ Añahare.
5 Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.
Anare’ o hakeo’oo ty falie’o, joboñe’o ty famelen-kalitake.
6 Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!
Mamatse azo o falie’oo, fa tsy izaho; eka talilie’ o fivimbi’oo.
7 Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?
Ihe hao t’indaty nisamaheñe valoha’e? Nitoly aolo’ o vohitseo v’iheo?
8 Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?
Janji’o hao o safirin’ Añahare miheotseo? Haramamoe’o hao ty hihitse?
9 Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?
Ino ty fohi’o tsy fohi’ay? Ino ty rendre’o tsy ama’ay?
10 Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!
Songa ama’ay ty maròy foty naho ty androanavy bey taoñe te aman-drae’o.
11 Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?
Maivañe ama’o hao ty fañohòan’ Añahare, naho o navere’e mora ama’oo?
12 Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?
Ino ty mampihelañe ty arofo’o? vaho mampandofiry o fihaino’oo?
13 Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.
T’ie tsambolitioe’o aman’Añahare ty arofo’o, ie anga’o hiakatse am-palie’o i saontsy zay.
14 Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?
Ino t’indaty, t’ie halio? I nasaman’ampelay, t’ie ho vañoñe?
15 End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,
Ingo, ndra o masi’eo tsy iatoa’e mbore tsy malio am-pivazohoa’e o likerañeo.
16 hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
Àntsake ty lo-tsereke naho ty maleotse, ie mpitohoke tahiñe hoe rano!
17 Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,
Hataliliko azo, janjiño; vaho ho taroñeko o nitreakoo—
18 hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,
O saontsi’ ondaty mahihitseo, ty tsy naeta’e boak’ aman droae’ iareo;
19 dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:
Ie am’ iereo avao ty nitolorañe i taney, ndra ty renetane tsy nihelañe am’iereo ao.
20 Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;
Ampikoretohe’ ty farare’e lomoñandro ty lo-tsereke, voaiake o taoñe nahaja ho a’ o mpisenge-herio.
21 Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;
Feo mañebake ty an-dravembia’e ao; ie manintsin-dre, te ivotraha’ ty malaso.
22 han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,
Tsy iantofa’e te hibalike boak’amy ieñey, toli’e i fibaray.
23 udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;
Mirererere mipay hanen-dre ami’ty hoe; Aia Izay? Apota’e te am-pità’e i andro mimoromoroñey.
24 Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.
Ampangebahebahe’ ty haloviloviañe naho hasotriañe, miambotrak’ ama’e hoe mpanjaka veka’e hihotakotake.
25 Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,
Amy te natora-kitsi’e aman’Añahare ty fità’e, mitoandratoandra amy El-Sadai.
26 stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.
Horidaña’e ami’ty hagàn-kàto’e, amy hateven’ angozim-pikalan-defo’e.
27 Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.
Amy te kinope’e solike i tarehe’ey, vaho pinako’e havondrahañe ty leme’e;
28 tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.
Itoboha’e o rova mangoakoakeo, añ’anjomba tsy fimoneñañe, ie veka’e ho votre.
29 Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;
Tsy ho mpañaleale re, tsy ho nainai’e ty fijangaña’e, tsy midrodretse mb’an-tane o ampemba’eo.
30 han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.
Tsy hibolitira’e i ieñey; haforejeje’ i lelan’ afoy o tora’eo, vaho hampihelaña’ ty kofòm-palie’e.
31 Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!
Ee te tsy hiatoa’e ty hakoahañe, hamañahia’e vatañe; fa hanambezañe aze ty tsy vente’e.
32 I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;
Ho henek’ aolo’ ty andro’e Izay, vaho tsy handrevake ty tsampa’e.
33 han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.
Hahifi’e i valobo’e mantay manahak’ i vahey, vaho hahintsa’e i voñe’ey hambañ’ amo oliveo.
34 Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;
Fa hangoakoake ty fivavea’ ty tsy aman-Kake, vaho ho forototoe’ ty afo ty kijà’ o mpanao vokàñeo.
35 svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!
Ie mampiareñe hakalitahañe, naho mampiboloañe hakeo, vaho famañahiañe ty ihentseñan-tro’e.
