Job 15
1 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Awo Erifaazi Omutemani n’addamu n’ayogera nti,
2 "Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind
“Omuntu ow’amagezi yandizzeemu n’amagezi agataliimu, oba n’ajjuza olubuto lwe embuyaga ez’ebuvanjuba?
3 for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?
Yandiwakanye n’ebigambo ebitaliiko kye bigasa, oba okwogera ebigambo ebitalina kye bikola?
4 Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.
Naye onyooma Katonda n’oziyiza okwewaayo eri Katonda.
5 Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.
Kubanga obutali butuukirivu bwo bwe buyigiriza akamwa ko, era olonzeewo okukozesa olulimi lw’abalimba.
6 Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!
Akamwa ko kennyini ke kakusalira omusango si nze, emimwa gyo gyennyini gye gikulumiriza.
7 Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?
“Gwe wasooka abantu bonna okuzaalibwa? Oba ggwe wazaalibwa ensozi nga tezinnabaawo?
8 Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?
Ofaayo okuwuliriza okuteesa kwa Katonda? Olowooza gwe mugezi wekka?
9 Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?
Kiki ky’omanyi kye tutamanyi? Kubikkulirwa ki kw’olina ffe kwe tutalina?
10 Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!
Ab’envi abakaddiye bali ku ludda lwaffe, abasajja abakulu n’okusinga kitaawo.
11 Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?
Katonda by’akugambye ebikuzzaamu amaanyi bitono nnyo tebikumala, ebigambo ebikubuuliddwa mu bukkakkamu?
12 Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?
Lwaki omutima gwo gukubuzizza, amaaso go ne gatemereza
13 Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.
n’olyoka ofuka obusungu bwo eri Katonda, n’ofukumula ebigambo bwe bityo okuva mu kamwa ko?
14 Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?
“Omuntu ye ani, alyoke abeere omutukuvu, oba oyo azaalibwa omukazi nti ayinza okuba omutuukirivu?
15 End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,
Katonda bw’aba tassa bwesige mu batukuvu be, n’eggulu ne liba nga si ttukuvu mu maaso ge,
16 hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
oba oleeta otya omuntu obuntu, omugwagwa era omuvundu, anywa obutali butuukirivu nga amazzi!
17 Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,
“Mpuliriza nnaakunnyonnyola, leka nkubuulire kye ndabye:
18 hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,
abasajja ab’amagezi kye bagambye nga tebalina kye bakwese ku kye baafuna okuva eri bakadde baabwe
19 dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:
abo bokka abaweebwa ensi nga tewali mugwira agiyitamu.
20 Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;
Omuntu omukozi w’ebibi, aba mu kubonaabona ennaku ze zonna, n’anyigirizibwa emyaka gyonna egyamutegekerwa.
21 Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;
Amaloboozi agatiisa gajjuza amatu ge; byonna bwe biba ng’ebiteredde, abanyazi ne bamulumba.
22 han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,
Atya okuva mu kizikiza adde, ekitala kiba kimulinze okumusala.
23 udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;
Adda eno n’eri ng’anoonya ky’anaalya, amanyi ng’olunaku olw’ekizikiza lumutuukiridde.
24 Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.
Okweraliikirira n’obubalagaze bimubuutikira, bimujjula nga kabaka eyetegekedde olutalo.
25 Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,
Kubanga anyeenyerezza Katonda ekikonde, ne yeegereegeranya ku oyo Ayinzabyonna,
26 stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.
n’agenda n’ekyejo amulumbe, n’engabo ennene enzito.
27 Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.
“Wadde nga yenna yagejja amaaso ng’ajjudde amasavu mu mbiriizi,
28 tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.
wakubeera mu bibuga eby’amatongo, ne mu bifulukwa, ennyumba ezigwa okufuuka ebifunfugu.
29 Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;
Taddeyo kugaggawala, n’obugagga bwe tebulirwawo, n’ebintu by’alina tebirifuna mirandira mu ttaka.
30 han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.
Taliwona kizikiza, olulimi lw’omuliro lunaakazanga amatabi ge, era omukka gw’omu kamwa gulimugobera wala.
31 Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!
Alemenga okwerimba nga yeesiga ebitaliimu, kubanga talina ky’ajja kuganyulwa.
32 I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;
Wa kusasulwa byonna ng’obudde tebunnatuuka, n’amatabi ge tegalikula.
33 han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.
Aliba ng’omuzabbibu ogugiddwako emizabbibu egitannaba kwengera, ng’omuzeyituuni ogukunkumula ebikoola byagwo.
34 Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;
Kubanga ekibiina ky’abatatya Katonda kinaabeeranga kigumba, era omuliro gunaayokyanga weema ezinaabangamu enguzi.
35 svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!
Baba embuto ez’ekibi ne bazaala obutali butuukirivu, embuto zaabwe zizaala obulimba.”
