Job 14

1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

Človek, ki je rojen iz ženske, je malo-dneven in poln težav,

2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.

poganja kakor cvet in je odtrgan, odleti tudi kakor senca in ne nadaljuje.

3 Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

Mar odpiraš svoje oči nad takšnim in me s seboj vodiš na sodbo?

4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

Kdo lahko privede čisto stvar iz nečiste? Niti en.

5 Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

Ker so njegovi dnevi določeni, je število njegovih mesecev s teboj; ti si določil njegove meje, ki jih ne more prestopiti.

6 tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

Obrni se od njega, da lahko počiva, dokler svojega dneva ne bo dovršil kakor najemnik.

7 Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

Kajti upanje je za drevo, če je posekano, da bo ponovno pognalo in da njegove nežne veje ne bodo odnehale.

8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:

Čeprav se njegova korenina v zemlji postara in njegov štor umre v zemlji,

9 lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;

vendar preko vonja vode vzbrsti in požene veje kakor rastlina.

10 men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?

Toda človek umre in obleži. Da, človek izroči duha in kje je?

11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,

Kakor vode izhlapevajo iz morja in se poplava izsušuje in posuši,

12 så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.

tako se človek uleže in ne vstane. Dokler ne bo več neba, se ne bodo prebudili niti ne bodo dvignjeni iz svojega spanja.

13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)

Oh, da bi me hotel skriti v grob, da bi me varoval na skrivnem, dokler tvoj bes ne mine, da bi mi določil določeni čas in me spomnil! (Sheol h7585)

14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

Če človek umre, mar bo ponovno živel? Vse dni svojega določenega časa bom čakal, dokler ne pride moja sprememba.

15 du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!

Klical boš in jaz ti bom odgovoril; imel boš željo po delu svojih rok.

16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

Kajti sedaj šteješ moje korake. Mar ne paziš nad mojim grehom?

17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

Moj prestopek je zapečaten v mošnji in ti zašiješ mojo krivičnost.

18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,

Zagotovo padajoča gora pride v nič in skala je odstranjena iz svojega kraja.

19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.

Vode brusijo kamne. Ti izpiraš stvari, ki rastejo ven iz zemeljskega prahu in ti uničuješ upanje človeka.

20 For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

Na veke prevladuješ zoper njega in on premine. Spreminjaš njegovo obličje in ga pošiljaš proč.

21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

Njegovi sinovi so prišli v čast in on tega ne ve. Ponižani so, toda tega ne zaznava o njih.

22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.

Toda njegovo meso na njem bo imelo bolečino in njegova duša znotraj njega bo žalovala.«