Job 14

1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

Èovjek roðen od žene kratka je vijeka i pun nemira.

2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.

Kao cvijet nièe, i otsijeca se, i bježi kao sjen, i ne ostaje.

3 Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

I na takoga otvoraš oko svoje, i mene vodiš na sud sa sobom!

4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

Ko æe èisto izvaditi iz neèista? Niko.

5 Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

Izmjereni su dani njegovi, broj mjeseca njegovijeh u tebe je; postavio si mu meðu, preko koje ne može prijeæi.

6 tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

Odvrati se od njega da poèine dokle ne navrši kao nadnièar dan svoj.

7 Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

Jer za drvo ima nadanja, ako se posijeèe, da æe se još omladiti i da neæe biti bez izdanaka;

8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:

Ako i ostari u zemlji korijen njegov i u prahu izumre panj njegov,

9 lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;

Èim osjeti vodu, opet napupi i pusti grane kao prisad.

10 men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?

A èovjek umire iznemogao; i kad izdahne èovjek, gdje je?

11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,

Kao kad voda oteèe iz jezera i rijeka opadne i usahne,

12 så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.

Tako èovjek kad legne, ne ustaje više; dokle je nebesa neæe se probuditi niti æe se prenuti oda sna svojega.

13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)

O da me hoæeš u grobu sakriti i skloniti me dokle ne utoli gnjev tvoj, i da mi daš rok kad æeš me se opomenuti! (Sheol h7585)

14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

Kad umre èovjek, hoæe li oživjeti? Sve dane vremena koje mi je odreðeno èekaæu dokle mi doðe promjena.

15 du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!

Zazvaæeš, i ja æu ti se odazvati; djelo ruku svojih poželjeæeš.

16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

A sada brojiš korake moje, i ništa ne ostavljaš za grijeh moj.

17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

Zapeèaæeni su u tobocu moji prijestupi, i zavezuješ bezakonja moja.

18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,

Zaista, kao što gora padne i raspadne se, i kao što se stijena odvali s mjesta svojega,

19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.

I kao što voda spira kamenje i povodanj odnosi prah zemaljski, tako nadanje èovjeèije obraæaš u ništa.

20 For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

Nadvlaðuješ ga jednako, te odlazi, mijenjaš mu lice i otpuštaš ga.

21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

Ako sinovi njegovi budu u èasti, on ne zna; ako li u sramoti, on se ne brine.

22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.

Samo tijelo njegovo dok je živ boluje, i duša njegova u njemu tuži.