Job 14
1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
A man is borun of a womman, and lyueth schort tyme, and is fillid with many wretchidnessis.
2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.
Which goith out, and is defoulid as a flour; and fleeth as schadewe, and dwellith neuere perfitli in the same staat.
3 Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
And gessist thou it worthi to opene thin iyen on siche a man; and to brynge hym in to doom with thee?
4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
Who may make a man clene conseyued of vnclene seed? Whether not thou, which art aloone?
5 Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
The daies of man ben schorte, the noumbre of his monethis is at thee; thou hast set, ethir ordeyned, hise termes, whiche moun not be passid.
6 tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
Therfor go thou awey fro hym a litil, `that is, bi withdrawyng of bodili lijf, that he haue reste; til the meede coueitid come, and his dai is as the dai of an hirid man.
7 Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
A tree hath hope, if it is kit doun; and eft it wexith greene, and hise braunches spreden forth.
8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
If the roote therof is eeld in the erthe, and the stok therof is nyy deed in dust;
9 lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
it schal buriowne at the odour of watir, and it schal make heer, as whanne it was plauntid first.
10 men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?
But whanne a man is deed, and maad nakid, and wastid; Y preye, where is he?
11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
As if watris goen awei fro the see, and a ryuer maad voide wexe drie,
12 så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
so a man, whanne he hath slept, `that is, deed, he schal not rise ayen, til heuene be brokun, `that is, be maad newe; he schal not wake, nether he schal ryse togidere fro his sleep.
13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)
Who yiueth this to me, that thou defende me in helle, and that thou hide me, til thi greet veniaunce passe; and thou sette to me a tyme, in which thou haue mynde on me? (Sheol h7585)
14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
Gessist thou, whethir a deed man schal lyue ayen? In alle the daies, in whiche Y holde knyythod, now Y abide, til my chaungyng come.
15 du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!
Thou schalt clepe me, and Y schal answere thee; thou schalt dresse the riyt half, `that is, blis, to the werk of thin hondis.
16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
Sotheli thou hast noumbrid my steppis; but spare thou my synnes.
17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
Thou hast seelid as in a bagge my trespassis, but thou hast curid my wickidnesse.
18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
An hil fallynge droppith doun; and a rooche of stoon is borun ouer fro his place.
19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.
Watris maken stoonys holowe, and the erthe is wastid litil and litil bi waischyng a wey of watir; and therfor thou schalt leese men in lijk maner.
20 For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
Thou madist a man strong a litil, that he schulde passe with outen ende; thou schalt chaunge his face, and schalt sende hym out.
21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
Whether hise sones ben noble, ether vnnoble, he schal not vndurstonde.
22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
Netheles his fleisch, while he lyueth, schal haue sorewe, and his soule schal morne on hym silf.
