Job 14
1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
Huta kah a sak hlang he a khohnin toi tih khoponah khaw hah.
2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.
Rhaipai bangla phuelh tih a oh uh. Khokhawn bangla yong tih pai voel pawh.
3 Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
Te soah ngawn tah na mik tueng tih kai he na taengkah laitloeknah dongla na khuen.
4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
Rhalawt lamloh a cuem la aka khueh te unim? Pakhat pataeng om pawh.
5 Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
A khohnin neh a hla taenah khaw namah taengah hangdang. A oltlueh te a oltlueh bangla na saii tih poe thai pawh.
6 tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
Anih lamloh vawl mangthong lamtah amah hnin at kutloh bangla a ngaingaih hil toeng saeh.
7 Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
Thing ham tah a vung akhaw ngaiuepnah om pueng. Te dongah koep mikhing vetih a dawn khaw ngoeng mahpawh.
8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
Diklai khuiah a yung patong mai tih laipi khuiah a ngo duek cakhaw,
9 lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
tui bo ah duei vetih thinghloe bangla a pae cawn ni.
10 men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?
Tedae hlang tah duek tih rhaa uh coeng. Hlang he a pal phoeiah tah melam a om.
11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
Tuitunli lamkah tui khaw khawk dae tuiva loh a khah vaengah tah kak.
12 så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
Hlang khaw yalh tih thoo voel pawh. Vaan a om pawt due khaw haenghang pawh. Amih te ih kung lamloh haenghang uh mahpawh.
13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)
Unim saelkhui ah a paek lah ve? Kai he nan khoem lah vetih na thintoek a mael duela kai nan thuh lah mako. Kai hamla oltlueh na khueh vetih kai nan poek mako. (Sheol h7585)
14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
Hlang he duek koinih hing venim? Kamah kah caempuei hnin boeih he ka thovaelnah a pawk hil ka lamtawn bitni.
15 du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!
Nan khue vaengah kai loh nang te ka doo bitni. Na kut dongkah bibi dongah na moo bitni.
16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
Ka khokan he na tae pawn vetih ka tholhnah khaw na dawn mahpawh.
17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
Ka boekoek hnocun khuiah catui a hnah thil tih kai kathaesainah na dah thil bitni.
18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
Tedae Tlang khaw cungku tih moelh. Lungpang pataeng a hmuen lamloh thoeih.
19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.
Lungto khaw tui loh a hoh tih a kongnawt loh diklai laipi a yo. Te dongah hlanghing kah ngaiuepnah na pal sak.
20 For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
Anih te a yoeyah la na khulae tih a hmai a tal la a van daengah anih te na tueih.
21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
A ca rhoek a thangpom uh dae a ming moenih. Muei uh cakhaw amih a yakming moenih.
22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
Tedae a pumsa tah a taengah tih thak a khoeih tih a hinglu khaw amah hamla nguekcoi,” a ti.
