Job 13

1 Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;

١ «هَذَا كُلُّهُ رَأَتْهُ عَيْنِي. سَمِعَتْهُ أُذُنِي وَفَطِنَتْ بِهِ.

2 hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer.

٢ مَا تَعْرِفُونَهُ عَرَفْتُهُ أَنَا أَيْضًا. لَسْتُ دُونَكُمْ.

3 Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette,

٣ وَلَكِنِّي أُرِيدُ أَنْ أُكَلِّمَ ٱلْقَدِيرَ، وَأَنْ أُحَاكَمَ إِلَى ٱللهِ.

4 mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe.

٤ أَمَّا أَنْتُمْ فَمُلَفِّقُو كَذِبٍ. أَطِبَّاءُ بَطَّالُونَ كُلُّكُمْ.

5 Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise!

٥ لَيْتَكُمْ تَصْمُتُونَ صَمْتًا. يَكُونُ ذَلِكَ لَكُمْ حِكْمَةً.

6 Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage!

٦ اِسْمَعُوا ٱلْآنَ حُجَّتِي، وَٱصْغُوا إِلَى دَعَاوِي شَفَتَيَّ.

7 Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?

٧ أَتَقُولُونَ لِأَجْلِ ٱللهِ ظُلْمًا، وَتَتَكَلَّمُونَ بِغِشٍّ لِأَجْلِهِ؟

8 Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?

٨ أَتُحَابُونَ وَجْهَهُ، أَمْ عَنِ ٱللهِ تُخَاصِمُونَ؟

9 Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?

٩ أَخَيْرٌ لَكُمْ أَنْ يَفْحَصَكُمْ، أَمْ تُخَاتِلُونَهُ كَمَا يُخَاتَلُ ٱلْإِنْسَانُ؟

10 Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.

١٠ تَوْبِيخًا يُوَبِّخُكُمْ إِنْ حَابَيْتُمُ ٱلْوُجُوهَ خِفْيَةً.

11 Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder?

١١ فَهَلَّا يُرْهِبُكُمْ جَلَالُهُ، وَيَسْقُطُ عَلَيْكُمْ رُعْبُهُ؟

12 Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.

١٢ خُطَبُكُمْ أَمْثَالُ رَمَادٍ، وَحُصُونُكُمْ حُصُونٌ مِنْ طِينٍ.

13 Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!

١٣ «اُسْكُتُوا عَنِّي فَأَتَكَلَّمَ أَنَا، وَلْيُصِبْنِي مَهْمَا أَصَابَ.

14 Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd;

١٤ لِمَاذَا آخُذُ لَحْمِي بِأَسْنَانِي، وَأَضَعُ نَفْسِي فِي كَفِّي؟

15 se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.

١٥ هُوَذَا يَقْتُلُنِي. لَا أَنْتَظِرُ شَيْئًا. فَقَطْ أُزَكِّي طَرِيقِي قُدَّامَهُ.

16 Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!

١٦ فَهَذَا يَعُودُ إِلَى خَلَاصِي، أَنَّ ٱلْفَاجِرَ لَا يَأْتِي قُدَّامَهُ.

17 Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører!

١٧ سَمْعًا ٱسْمَعُوا أَقْوَالِي وَتَصْرِيحِي بِمَسَامِعِكُمْ.

18 Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!

١٨ هَأَنَذَا قَدْ أَحْسَنْتُ ٱلدَّعْوَى. أَعْلَمُ أَنِّي أَتَبَرَّرُ.

19 Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden!

١٩ مَنْ هُوَ ٱلَّذِي يُخَاصِمُنِي حَتَّى أَصْمُتَ ٱلْآنَ وَأُسْلِمَ ٱلرُّوحَ؟

20 Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig:

٢٠ إِنَّمَا أَمْرَيْنِ لَا تَفْعَلْ بِي، فَحِينَئِذٍ لَا أَخْتَفِي مِنْ حَضْرَتِكَ.

21 Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!

٢١ أَبْعِدْ يَدَيْكَ عَنِّي، وَلَا تَدَعْ هَيْبَتَكَ تُرْعِبُنِي.

22 Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!

٢٢ ثُمَّ ٱدْعُ فَأَنَا أُجِيبُ، أَوْ أَتَكَلَّمُ فَتُجَاوِبُنِي.

23 Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!

٢٣ كَمْ لِي مِنَ ٱلْآثَامِ وَٱلْخَطَايَا؟ أَعْلِمْنِي ذَنْبِي وَخَطِيَّتِي.

24 Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende?

٢٤ لِمَاذَا تَحْجُبُ وَجْهَكَ، وَتَحْسِبُنِي عَدُوًّا لَكَ؟

25 Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå,

٢٥ أَتُرْعِبُ وَرَقَةً مُنْدَفَعَةً، وَتُطَارِدُ قَشًّا يَابِسًا؟

26 at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,

٢٦ لِأَنَّكَ كَتَبْتَ عَلَيَّ أُمُورًا مُرَّةً، وَوَرَّثْتَنِي آثَامَ صِبَايَ،

27 lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje. indkredser mine Fødders Trin!

٢٧ فَجَعَلْتَ رِجْلَيَّ فِي ٱلْمِقْطَرَةِ، وَلَاحَظْتَ جَمِيعَ مَسَالِكِي، وَعَلَى أُصُولِ رِجْلَيَّ نَبَشْتَ.

28 Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,

٢٨ وَأَنَا كَمُتَسَوِّسٍ يَبْلَى، كَثَوْبٍ أَكَلَهُ ٱلْعُثُّ.