Job 11
1 Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
Le hoe ty natoi’ i Tsofare nte Naamate:
2 "Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?
Hapoke tsy ho valeañe hao i entan-tsy fotofoto rezay, hahazo to hao ondaty lifo-dañonañeo?
3 Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?
Hampijomohòn-ty lahilahy hao ty fangaradadaha’o, tsy hendaha’ ondaty hao t’ie manivetive?
4 Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"
ami’ty nanoa’o ty hoe: Ki’e o fañòhakoo, naho malio-tahin-draho am-pivazohoa’o.
5 Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,
Aa ehe te hitsara t’i Andrianañahare, naho hanokake fivimby ama’o,
6 kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!
hitaroña’e hihitse miheotse! Toe aman’ ila roe ty hilala to. Aa le mahafohina te apon’ Añahare ty ila’ o hakeo’oo.
7 Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?
Mahafitsikarake o raha miheotse aman’ Añahareo v’iheo? Mahafañitsokitsoke o efe’ efe’ i El-Sadai hao?
Sikal’ an-dindìñe eñe iereo? —ino ty ho mete’o? laleke ta i Tsikeokeokey —ino ty ho fohi’o? (Sheol h7585)
9 Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.
Lava te ami’ty tane toy ty andava’e, mihenehene te amy riakey.
10 Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?
Ke miary re, ke mampigabeñe, he manontoñe, ia ty hanebañe aze?
11 Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,
Toe arofoana’e ty votro; naho vazoho’e ty hakeo, ndra t’ie tsy mandohy.
12 så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.
Kanao hahilala ty dagola, le mahaterak’ ondaty ty borìke-ly.
13 Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,
Avantaño arè ty arofo’o, vaho avelaro ama’e o fità’oo,
14 hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt,
apoho añe ze hakeo am-pità’o; ko ado’o hitobok’ añ’akiba’o ao ty tahiñe,
15 ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,
Ie amy zao, hampiandrae’o laharañe tsy aman-kila; hijohan-drehe tsy an-kahembañañe.
16 ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;
Ho haliño’o ty fisotria’o; ho tiahi’o hoe rano fa nisaok’ añe.
17 dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.
Le hazava te amy tsipinde-menay ty havelo’o; naho manahake ty maraindray i haìe’ey.
18 Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,
Le hahatoky irehe kanao am-pitamàñe; mijilojilova añ’ariari’o, le màndrea an-kanintsiñe.
19 du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.
Ho nihity tsy an-kahembañañe vaho maro ty hipay imba ama’o.
20 Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!
Fe ho tofake ty maso’ o lo-tserekeo; le tsy aia ty hivoratsaha’e, vaho ty fipetro’e avao ty hisalala’e.
