< Job 11 >
1 Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
And Zophar the Naamathite answers and says:
2 "Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?
“Is a multitude of words not answered? And is a man of lips justified?
3 Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?
Your boastings make men keep silent, You scorn, and none is causing blushing!
4 Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"
And you say, My discourse [is] pure, And I have been clean in Your eyes.
5 Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,
And yet, O that God had spoken! And opens His lips with you.
6 kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!
And declares to you secrets of wisdom, for counsel has foldings. And know that God forgets of your iniquity for you.
7 Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?
Do you find out God by searching? To perfection find out the Mighty One?
8 Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du? (Sheol )
Heights of the heavens—what [can] you do? Deeper than Sheol—what [can] you know? (Sheol )
9 Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.
Its measure [is] longer than earth, and broader than the sea.
10 Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?
If He passes on, and shuts up, and assembles, Who then reverses it?
11 Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,
For He has known men of vanity, And He sees iniquity, And one does not consider [it]!
12 så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.
And empty man is bold, And man is born [as] the colt of a wild donkey.
13 Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,
If you have prepared your heart, And have spread out your hands to Him,
14 hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt,
If iniquity [is] in your hand, put it far off, And do not let perverseness dwell in your tents.
15 ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,
For then you lift up your face from blemish, And you have been firm, and do not fear.
16 ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;
For you forget misery, As waters passed away you remember.
17 dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.
And age rises above the noon, You fly—you are as the morning.
18 Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,
And you have trusted because there is hope, And searched—in confidence you lie down,
19 du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.
And you have rested, And none is causing trembling, And many have begged [at] your face;
20 Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!
And the eyes of the wicked are consumed, And refuge has perished from them, And their hope [is] a breathing out of soul!”