Job 10
1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
Moji duši se gnusi moje življenje. Svojo pritožbo bom pustil nad seboj; govoril bom v grenkobi svoje duše.
2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
Bogu bom rekel: ›Ne obsodi me. Razloži mi, zakaj se pričkaš z menoj.‹
3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?
Mar ti je dobro, da bi zatiral, da bi preziral delo svojih rok in bi sijal nad nasvetom zlobnega?
4 Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
Imaš mesene oči? Mar vidiš, kakor vidi človek?
5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,
So tvoji dnevi kakor dnevi človeka? So tvoja leta kakor človeški dnevi,
6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
da poizveduješ za mojo krivičnostjo in preiskuješ za mojim grehom?
7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!
Ti veš, da nisem zloben in nikogar ni, ki lahko osvobodi iz tvoje roke.
8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!
Tvoje roke so me naredile in me oblikovale skupaj na vsaki strani, vendar si me uničil.
9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
Spomni se, rotim te, da si me naredil kakor ilo, ti pa me hočeš ponovno privesti v prah?
10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
Mar me nisi iztočil kakor mleko in me strdil kakor sir?
11 iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
Oblekel si me s kožo in mesom in me obdal s kostmi in kitami.
12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd
Zagotovil si mi življenje in naklonjenost in tvoje obiskovanje je ohranilo mojega duha.
13 og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
Te stvari si skril v svojem srcu, vem, da je to s teboj.
14 Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.
Če grešim, potem me zaznamuješ in me ne boš oprostil pred mojo krivičnostjo.
15 Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
Če bi bil zloben, gorje meni. Če bi bil pravičen kljub temu ne bi dvignil svoje glave. Poln zmedenosti sem, zato poglej mojo stisko,
16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
kajti ta narašča. Loviš me kakor krut lev in se ponovno kažeš čudovitega nad menoj.
17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
Zoper mene obnavljaš svoje pričevanje in nad menoj povečuješ svoje ogorčenje. Spremembe in vojna so zoper mene.
18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;
Zakaj si me potem privedel ven iz maternice? Oh, da bi izročil duha in me nobeno oko ne bi videlo!
19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
Bil bi kakor, če me ne bi bilo, od maternice bi bil odnesen v grob.
20 Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
Mar ni mojih dni malo? Odnehaj torej in me pusti samega, da se malo potolažim,
21 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,
preden grem, od koder se ne bom vrnil, celó v deželo teme in smrtne sence,
22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."
deželo teme kakor tema sama in smrtne sence, brez kakršnegakoli reda in kjer je svetloba kakor tema.«
