Job 10
1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
Додијао је души мојој живот мој; пустићу од себе тужњаву своју, говорићу у јаду душе своје.
2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
Рећи ћу Богу: Немој ме осудити; кажи ми зашто се преш са мном.
3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?
Је ли Ти мило да чиниш силу, да одбацујеш дело руку својих и савет безбожнички обасјаваш?
4 Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
Јесу ли у Тебе очи телесне? Видиш ли као што види човек?
5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,
Јесу ли дани твоји као дани човечији, и године твоје као век људски,
6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
Те истражујеш моје безакоње и за грех мој разбираш?
7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!
Ти знаш да нисам крив, и нема никога ко би избавио из Твоје руке.
8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!
Твоје су ме руке створиле и начиниле, и Ти ме одсвуда потиреш.
9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
Опомени се да си ме као од кала начинио, и опет ћеш ме у прах обратити.
10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
Ниси ли ме као млеко слио и као сир усирио ме?
11 iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
Навукао си на ме кожу и месо, и костима и жилама сплео си ме.
12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd
Животом и милошћу даривао си ме; и старање Твоје чувало је дух мој.
13 og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
И сакрио си то у срцу свом; али знам да је у Тебе.
14 Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.
Ако сам згрешио, опазио си ме, и ниси ме опростио безакоња мог.
15 Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
Ако сам скривио, тешко мени! Ако ли сам прав, не могу подигнути главе, пун срамоте и видећи муку своју.
16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
И ако се подигне, гониш ме као лав, и опет чиниш чудеса на мени.
17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
Понављаш сведочанства своја против мене, и умножаваш гнев свој на ме; војске једне за другом излазе на ме.
18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;
Зашто си ме извадио из утробе? О да умрех! Да ме ни око не виде!
19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
Био бих као да никада нисам био; из утробе у гроб био бих однесен.
20 Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
Није ли мало дана мојих? Престани дакле и окани ме се да се мало опоравим,
21 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,
Пре него отидем одакле се нећу вратити, у земљу тамну и у сен смртни,
22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."
У земљу тамну као мрак и у сен смртни, где нема промене и где је видело као тама.
